Pan Haixiao: Økonomisk vitalitet og mindre miljøbelastning
Pan Haixiao, professor i arealforbrug og transportstudier ved Tongji Universitet, Shanghai, diskuterer relationen mellem udvikling og miljøbeskyttelse i Kina. Han forklarer blandt andet, at Kina i overgangen fra en industribaseret til en design- og serviceorienteret økonomi står over for nogle begrænsninger, som den udviklede del af verden ikke kender til.
S: Hvilke kvaliteter karakteriserer en bæredygtig
by?
"Bæredygtig byudvikling er først og fremmest, at vi har et land
med en vis grad af udvikling, hvor folk kan holde ud at leve i
byerne. Økonomisk vitalitet er vigtig. Men med mindre
miljøbelastning end tidligere. Også at byer er socialt balancerede,
så forskellige sociale grupper får mulighed for at deltage i
beslutningsprocesserne."
S: Hvilke udfordringer er de største for byer rundt om i
verden i dag?
"Det afhænger meget af den enkelte by og den situation, den
befinder sig i. For nogle byer er de største udfordringer
transport. For andre det økonomiske. Og for andre igen er det
social ulighed.
"I Shanghai's tilfælde handler det om byens funktion som
knudepunkt for såvel produktion som serviceindustrien. Derfor
arbejder vi planlæggere på projekter, der kan forbedre byens
industrihavn, lufthavn og regionale transport - alle tiltag, der
skal støtte byens økonomiske aktivitet."
S: Hvad ser du som de mest lovende initiativer, der kan
gøre det at bo og leve i byer mere bæredygtigt?
"Da de udviklede lande gennemgik deres udvikling, var
ressourceforbrug og miljøbelastning ikke lige så presserende
problemer som i dag. Hvis vi ser på kloden som helhed, er der
stadig en væsentlig del af verdens befolkning, der ikke kan siges
at have en høj livskvalitet. Hvis byer i u-lande gjorde det samme,
som byer i de udviklede lande har gjort tidligere, vil det udgøre
en kæmpe trussel for hele verden. Den globale miljøpåvirkning og
international storpolitik om retten til ressourcer og forbrug er
den største udfordring for de mindre udviklede lande og byer i
verden."
Om Pan Haixiao
Pan Haixiao er professor
i arealforbrug og transportstudier ved Tongji Universitet,
Shanghai. Hans forskning dækker emner som transportplanlægning,
arealforbrug og masterplaner for byer med et specifikt fokus på
Shanghai.
Pan Haixiao har lavet transportplaner for adskillige byer i
Kina, blandt andet Yueqing, Linan, Shaoxing og områderne Baoshan
New District og Qingpu District i Shanghai. Senest har han været
med til at lave transportplanen for Shanghai i forbindelse med EXPO
2010.
Sidst opdateret d. 3. oktober 2012

