Bæredygtige Byer™

Plastikflasker som lamper

Gamle plastikflasker stikker op af hustage og fungerer som lamper i verdens fattigste kvarterer. Det er en simpel men effektiv grøn løsning, der øger livskvaliteten for tusindvis af familier, der ikke har adgang til elektricitet. Konceptet, Liter of Light vandt prisen som den mest bæredygtige idé i konkurrencen Sustainia Community Award 2013.

Liter of Light
Foto: Liter of Light

Lysende flasker på tagene

En 1,5-liter plastikflaske fyldes med renset vand og en lille mængde blegemiddel for at holde flasken algefri. Flasken installeres på taget af et hus og kan ved hjælp af solens energi oplyse flaskelampen i op til fem år uden elektricitet. Vandet i flasken reflekterer sollyset i dagtimerne og skaber den samme intensitet som en 55 watt pære. En opgradering med solceller på flaskehalsen koster 55 kr. og giver lys om natten. Opfindelsen Liter of Light er forholdsvis enkel og koster 10 danske kroner pr. lampe.

Bekæmpelse af energifattigdom med én flaske ad gangen

Mere end 1 milliard mennesker verden over har ikke adgang eller råd til elektricitet. Alene i Filippinerne kæmper 15 millioner mennesker dagligt med udfordringen. I de fattigste kvarterer bor mennesker tæt stuvet sammen med få vinduer og udkigshuller, hvilket gør livet mørkt, selv midt på dagen når solen skinner. Projektet Liter of Light kan løse dette problem på kreativ, simpel og i høj grad bæredygtig vis. Alt der skal til, er en gammel plastikflaske og lidt vand.

 

Liter of LightFoto: Liter of Light

Idéen kommer nedefra

Denne simple og grønne opfindelse er lavet af græsrodsiværksættere og kvindegrupper på Filippinerne. Det gør at prisen på lampen holdes nede og kan laves af de lokale selv. Bag idéen står den unge filippinske studerende Illac Diaz, der med Liter of Light løser et hverdagsproblem, som millioner af mennesker i slumkvarterene verden over berøres af hver dag. Flere tusinde husstande på Filippinerne lever nu med genbrugte sodavandsflasker på tagene.

Plastikflasken udbredes

Den første lampe blev installeret i et hjem i Laguna i Filippinerne i 2011. Siden har den innovative idé spredt sig til 10 lande, og mere end 350.000 lyskilder er monteret på hustage rundt om i verden. Liter of Light viser, at det er muligt at bekæmpe energifattigdom ved brug af enkle, lokale materialer og let reproducerbare teknologier. Bæredygtigheden ses i ideens evne til at skabe vækst, i form af lokale arbejdspladser og udvikling af grønne kompetencer i lokalsamfundet. Samtidig styrkes livskvaliteten i hverdagslivets mange praksisser, hvor lys giver glæde og tryghed.

 

21. december 2013 / Af Cecilie Krawack

Sidst opdateret d. 21. januar 2014

Kommentarer

}