Bæredygtige Byer™

Curitiba: Den grønne hovedstad

Indbyggerne i millionbyen Curitiba, Brasilien, har 16 parker, 14 skove og over 1000 grønne offentlige områder som nærmeste nabo. Samlet set er det grønne byområde i Curitiba et af de største i verden og hver indbygger i byen har ca. 52 kvadratmeter natur at boltre sig på. Brasiliens grønne hovedstad gør meget for at bevare byens natur og bliver af mange betragtet som et af de bedste eksempler på grøn byplanlægning.

curitiba_Cykler_top
Cylister i Barigui Park. Venligst udlånt af www.curitiba-travel.com.br

Med et netværk på næsten 30 parker og urbane skovområder er Curitiba i dag en grøn hovedstad i det sydlige Brasilien. Tilbage i 1970 var der mindre end én kvadratmeter grønt område per indbygger i byen. En målrettet indsats har siden fået arealet til at vokse til 52 kvadratmeter per indbygger, og byen arbejder stadig aktivt på forbedre sin natur. I 2007 lå Curitiba på en tredjeplads over de '15 grønne byer i verden' i det amerikanske magasin 'Grist'.

Curitiba har i sin miljølovgivning beskyttet den lokale vegetation (blandet subtropisk skov), der har været truet af byudvikling. Blandt andet er det sikret, at Paraná-fyr (Araucaria angustifolia) ikke bliver fældet i hverken private eller offentlige parker. For at bevare den lokale vegetation producerer byens Sekretariat for Miljø 150.000 endemiske sætteplanter, 16.000 frugttræer og 260.000 blomsterfrø samtidig med, at 350.000 sætteplanter bliver plejet i en botanisk have og tre drivhuse.

Byen har haft succes med at indføre beskæftigelsesprogrammet 'Grøn Udveksling' til gavn for miljøet og socialt udsatte grupper. Lavindkomstfamilier, der bor i barakbyer utilgængelig for byens skraldebiler, kan bytte deres skraldeposer til busbilletter og mad. Børn kan bytte genanvendeligt affald til skoleartikler, chokolade, legetøj og billetter til underholdning. Projektet giver mindre skrald i gaderne og i følsomme områder som floder og parker. I kombination med andre initiativer bliver 70 % af Curitibas affald genanvendt af byens indbyggere. Byens papirgenanvendelse alene sparer, hvad der svarer til 1.200 træer om dagen.

Curitiba skyline. Venligst udlånt af curitiba-travel.com.br

Den brede befolkning i Curitiba er også involveret i den grønne bys udvikling og har blandt andet plantet 1.5 millioner træer i byens gader og stræder. I centrum er mange veje blevet omdannet til gågader ligesom en 'blomstergade' bliver passet af byens gadebørn. På Curitibas 'Åbne Universitet', hvor man kan få undervisning for et beskedent beløb, bliver byens indbyggere blandt andet undervist i miljøbeskyttelse. Udtjente bybusser bliver anvendt som mobile skoler, der lærer indbyggerne om bæredygtighed.

Curitiba har sat nye standarter for bæredygtig byplanlægning. For at demonstrere byens bidrag til den globale dagsorden afholdt Curitiba i 2007 et internationalt topmøde om grøn byplanlægning og biodiversitet for borgmestre fra hele verden. Her pointerede Jamie Lerner, anerkendt byplanlægger og tidligere borgmester i Curitiba, at byplanlægning både kan og bør indtænke miljømæssig, social og økonomisk bæredygtighed, som man har gjort i Curitiba.

"Byerne er ikke problemet, de er løsningen."Jamie Lerner, byplanlægger og tidligere borgmester i Curitiba

 

Læs også:

Singapores grønne netværk

Madrid: Grøn renæssance

Hvis du er interesseret i ny viden og inspiration om bæredygtig byudvikling og gerne vil opdateres med nyheder og foredrag med danske og internationale eksperter, så tilmeld dig vores nyhedsbrev her.

 

 

DAC& BOOKS/SHOP

28. maj 2010 / Af Signe Cecilie Jochumsen

Sidst opdateret d. 27. maj 2014

Kommentarer

}