Bæredygtige Byer™

København: Byhaver skaber liv i Ørestad

Hvad der startede som et mobilt haveprojekt i Ørestaden, København, er i dag et permanent og populært grønt tilbud til bydelens indbyggere. Projektet blev startet af foreningen ’Ørestad Urbane Haver’, der brugte tomme byggepladser til at skabe liv og etablere grønne områder i et kvarter præget af anlægsmaskiner og bare marker. I dag er ordningen permanent og mange beboere i Ørestaden står på venteliste til at få fingrene i den økologiske muld.

topdame_0
Kvinde høster rabarber i Ørestads urbane haver. Foto venligst udlånt af Ole Ziegler, By & Havn.

Ambitionen er klar i foreningen 'Ørestad Urbane Haver': Byboere skal have mulighed for at dyrke deres egne økologiske grøntsager og opleve fødevarers gang fra jord til bord. Haverne skal samtidig sikre et grønt liv i den nye bydel Ørestad på Amager, der stadig er præget af tomme friarealer og nybyggeri.

"Hjælp til i fælleshaven eller få din helt egen lille have - udlev dine grønne drømme og smag på livets naturlige sødme. Husk at Moder Jord passer på dig, hvis du passer på hende. Så dyrk løs, vand klogt og høst med lyst!".

Med disse ord inviterer Ørestadens PlugNPlay bydelens indbyggere til at deltage i haveprojektet.

Ideen bag 'Ørestad Urbane Haver' er unik. Foreningen eksperimenterede med små og mobile haver i byrummet og fik lov til at bruge nogle af de byggegrunde i Ørestaden, der endnu ikke var blevet udviklet. På den måde flyttede haveforeningen hvert år til et nyt sted. De enkelte haver bestod dengang af mobile højbede anlagt i europallekasser. Som medlem fik man brugsret til to 'plantekaser', hvori man kunne dyrke blomster, grøntsager og urter. Haverne var anlagt uden skure og faste installationer.

Økologiske grøntsager fra Ørestads urbane haver. Foto venligst udlånt af Ole Ziegler, By & Havn.

 

'Det er byplanmæssigt godt gået. I stedet for at sige, at vi kun kan lave noget, hvis vi ved, at det er permanent, og der er skøde på det hele, så er de mobile haver faktisk nytænkning', siger John Andersen, professor i sociologi på RUC.

I dag er 'Ørestad Urbane Haver' en permanent ordning og medlemmerne af foreningen tilbydes haver på 16 m2, hvor de kan dyrke stort set, hvad de vil, så længe det er økologisk. Der er cirka 60 små haver i Ørestad Syd og flere haveinteresserede beboere står på venteliste. Udover det lille individuelle areal har foreningens medlemmer også mulighed for at deltage i dyrkningen af en stor fælleshave.

På fællesarealet er der opsat borde, bænke og et grillsted til fri afbenyttelse. Der er en skurvogn til opbevaring af haveredskaber og en vandpost på området. Foreningen står for indkøb af redskaber, borde og bænke samt opmåling og fordeling af arealet. Det praktiske arbejde med anlæg af haver udføres af medlemmerne på fælles arbejdsdage. Af og til afholder foreningen desuden sociale og faglige arrangementer, hvor bydelens indbyggere kan mødes omkring arbejdet i haverne, festlige initiativer eller temadage med fokus på havebrug, økologi og miljø.

Byudviklingsselskabet By & Havn har stillet haveområdet tæt på Vestamager metrostation til rådighed og hjulpet med vandtilslutning og klargøring af arealet. Fra august 2009 indgår haverne i det nyoprettede område med forskellige sportsaktiviteter i Ørestaden kaldet PLUG N PLAY. Byhavernes jordlodder og fællesarealer er etableret i et 10 meter bredt grønt bånd, der bugter sig frodigt igennem aktivitetsområdet.
 

DAC& BOOKS/SHOP

Sidst opdateret d. 21. januar 2014

Kommentarer

}