Bæredygtige Byer™

Masdar: 1001 nats bæredygtige eventyr

Abu Dhabi, hovedstaden i De Forenede Arabiske Emirater, opfører i disse år nul-CO2 og nul-affalds-byen Masdar. Tegnet af den engelske tegnestue Foster and Partners er Masdar designet med hensyntagen til områdets beliggenhed, klima og kulturelle ånd. Byen bliver lige nu bygget 17 km øst-syd-øst for Abu Dhabi med Abu Dhabi International Airport som nærmeste nabo. Bygget som en traditionel arabisk bydel med tætplacerede bygninger og snævre gader, uden biltrafik og omkranset af en bymur er visionen, at Masdar skal være 100% CO2-fri.

Masdar_Kent_021210
Masdar. Foto: Kent Matinussen

Første skridt i opførelsen af Masdar har været en 40-60 megawatt solcelleenhed placeret lidt udenfor byen - midt i den arabiske ørken. I første omgang skal den forsyne bygningsarbejdet med vedvarende energi og senere selve byen. Byens vandressourcer skal komme fra grundvand, der bliver afsaltet med energi fra solceller. Der vil blive benyttet jordvarme og alt affald vil blive komposteret eller genanvendt. Visse madvarer vil blive dyrket i nærtliggende drivhuse og vertikale haver. Desuden skal Masdar efter planen bygge verdens største hydrogenkraftværk. Kombinationen af alle disse tiltag vil gøre byen til en 100 % CO2- og affaldsfri by. Byen forventes at forbruge 60 % mindre vand end almindelig byer og 80 % af det brugte vand vil blive genbrugt. Byen skal efter planen have 45.000-50.000 indbyggere. Ambitionerne er skyhøje!

Masdar er omkranset af en bymur, som beskytter indbyggerne mod de varme ørkenvinde og samtidig skærmer byen fra larmen fra Abu Dhabi Lufthavn. Bygningerne skal ligge tæt og befolkningstætheden være høj. Fosters and Partners har brugt traditionel arabisk arkitektur som inspiration, blandt andet i formgivningen af de såkaldte vindtårne, der skal fungere som naturlig og energifri ventilation igennem byen. Vindtårnene hiver kold vind ned fra taget og ind i husene, hvorpå den varme luft bliver presset op og væk. Fontæner i byens baggårde og på offentlige pladser får en svalende effekt ved at gøre luften fugtigere og afhjælpe den tørre varme. Gaderne vil være hævet flere meter over jorden for at skabe plads til undergrundssystemet.

Masdar gennemgår en grøn trasformation. Foto. Kent Matinussen, Forår 2010

Masdar skal være bilfri, og det offentlige transportsystem Rapid Transit System skal stå for transport i byen. De soldrevne køretøjer er programmerbare, så passageren transporteres direkte til den ønskede indtastede destination. Vognene har plads til 6 personer og hverken larmer eller forurener. Trafikken er enten under jorden eller på skinner over gadeniveau. På den måde får byen et fodgængervenligt miljø i gadeplan. Intet sted i byen vil der være mere end 200 meter mellem transportstationer og andre offentlige faciliteter. Byen forventes at få godt 60.000 pendlere, der kan benytte de eksisterende veje og jernbaner med forbindelser til omkringliggende områder.

Byen vil blandt andet huse hovedkontoret for International Renewable Energy Agency samt 1500 kommercielle virksomheder, hvoraf mange beskæftiger sig med specielle klimavenlige løsninger. Byens universitet er den første offentlige insitution, der åbner. Her skal der forskes og undervises i bæredygtige energiteknologier. Håbet er, at det vil tiltrække højt kvalificerede forskere. De første studerende startede i september 2009, og universitetet blev færdigt i september 2010.

Masdar bliver opført i syv faser, hvor første fase forventes at stå færdig i 2015. Oprindelig var planen at hele byen skulle stå færdig i 2016, men allerede nu kan planlæggerne se, at det kommer til at tage i hvert fald fire til ni år mere.

Masdars succes vil ikke blive målt på den hastighed, byen bliver bygget med, men på de standarter, byen skaber ved at imødekomme udfordringerne i relation til energi og bæredygtighed (Masdar talsmand).

Læs også:

Songdo: Smart City med ambitiøse mål

Dongtan: Verdens første storskala-økoby

Hvis du er interesseret i ny viden og inspiration om bæredygtig byudvikling og gerne vil opdateres med nyheder og foredrag med danske og internationale eksperter, så tilmeld dig vores nyhedsbrev her.

 

2. december 2010 / Af Signe Cecilie Jochumsen

Sidst opdateret d. 18. juni 2014

Kommentarer

}