Bæredygtige Byer™

Barcelona – cykelklub for byens borgere

At køre på cykel er CO2-frit, billigt og sundt. For at imødekomme et lokalt behov for bedre transportmuligheder og den globale tendens til at nedsætte udledningen af CO2 søsatte Barcelonas byråd i 2007 bycykelprojektet 'Bicing'. Systemet giver byens indbyggere et miljøvenligt alternativ til den offentlige transport. Det er lykkedes Barcelona at gøre delecyklen til en overvældende succes.

Pare_Guell_-_Barcelona_by_MorBCN_MK_B
Barcelona, Af MorBCN, Flickr Creative Commons

Barcelona er, som så mange andre storbyer, præget af en massiv CO2-udledning fra både privat og offentlig transport. Byrådet har derfor ønsket at gøre byen mere miljøvenlig og samtidig øge andelen af den offentlige transport.

At få folk til at lade bilen stå kræver et alternativ. Et simpelt system, som er let tilgængeligt, nemt at bruge og kræver meget lidt af brugeren. I Barcelona er dette alternativ delecykelsystemet Bicing.

Projektets succes har været enorm. I marts 2007 dukkede de første cykelstationer op i Barcelona. Byrådet havde forventet 40.000 brugere i løbet af det første år, men allerede i maj måned havde 30.000 borgere købt medlemskab til 1.500 cykler og 100 stationer. Efter blot 6 måneder var der 90.000 registrerede brugere. I dag er der årligt mere end 175.000 registrerede brugere, som hver dag i gennemsnit kører 50.000 ture på Bicing-cyklerne.

Forud for projektets start besøgte repræsentanter fra byrådet Lyon i Frankrig, som har erfaring med delecykel-systemet. Dernæst udskrev byrådet en offentlig konkurrence og valgte verdens største udendørs-reklamebureau, Clear Channel Outdoor, fordi deres system matchede Barcelonas behov bedst. Clear Channel Outdoor har udviklet systemet SmartBikes - det første system i verden, hvor delecykler betragtes som et ekstra offentligt transportmiddel. Den franske by Rennes, implementerede som de første i 1997 SmartBikes systemet for at tilbyde et miljøvenligt alternativ til trafikrelaterede problemer i byerne.

"Bicing doesn't pretend to substitute the use of private bikes, but rather offers an additional public transport mode that should be used for everyday journeys."

Barcelonas kommunale transport- og parkeringsselskab B:SM driver og vedligeholder Bicing-systemet. De betaler årligt 2.2 million € til Clear Channel Outdoor, der står for al logistik, installeringer, vedligeholdelse, ansættelse af medarbejdere mm. Projektet finansieres af overskuddet af parkeringsreguleringer i byens centrum og fra brugerbetaling.

Barcelona Bicing cyckler, 3. februar 2008, af Romonfrombcn, Flickr Creative Commons


Systemet fungerer sådan, at alle med en adresse i Catalonien for 30 € kan købe et års medlemskab til Bicing. Herefter kan de benytte sig af en af de 6.000 cykler, der står spredt over hele byen på 400 særlige Bicing-stationer, hvor cyklerne hentes og afleveres. Stationerne ligger i Barcelonas bykerne med en afstand på ca. 300-400 meter mellem - de fleste er placeret ved anden offentlig transport, så borgerne kan kombinere transportmidler. Cyklerne kan maksimalt benyttes i 2 timer ad gangen, hvoraf de første 30 minutter er gratis. Herefter koster det 0,50 € for hver halve time. Et personligt id-kort, (der bruges, når man henter sin cykel) kombineret med cyklens id-nummer gør det muligt for Bicing-bestyreren at vide hvem, der har kørt på hvilken cykel hvornår. SmartBikes vejer blot 16,5 kg og har 3 gear samt lys for og bag. De er lavet af rustfrit stål og aluminium og kan justeres, så de passer til både unge og voksne. Et stort og ergonomisk styr gør det nemt for alle at styre cyklen.

En uventet sidegevinst ved Bicing-systemet er et fald i cykeltyverier, som Barcelona ellers er hårdt plaget af. Borgerne har nemlig fået mulighed for at benytte cykeltransport til steder og på tidspunkter, hvor de normalt lader deres egen cykel stå hjemme. Samtidig gør Bicing det muligt at tage cyklen den ene vej til arbejde, når solen skinner og tage metro hjem om aftenen, hvis det regner. Det er derfor ikke kun indbyggere uden cykel, som benytter sig af Bicing, men i lige så høj grad de borgere, der har en cykel i forvejen.

Flere bydele har ansøgt om at Bicing-systemet kommer til at omfatte også deres del af byen. Det undersøges i efteråret 2008, hvordan det kan lade sig gøre at udvide systemet fremover.

Den umiddelbare udfordring for Bicing er at sikre, at der fortsat er cykler nok til alle de, som ønsker at vælge et sundt og miljøvenligt alternativ til den eksisterende offentlige transport.
 

Sidst opdateret d. 21. januar 2014

Kommentarer

}