Bæredygtige Byer™

Medellin's innovative infrastruktur

Medellin, Colombias næststørste by, har siden 2004 udviklet sig til at blive et utroligt forbillede for bæredygtig byudvikling. Med fokus på især de fattigste og mest isolerede bydele, der ligger på stejle bjergsider langt fra centrum, har nytænkende borgmestre skabt en ny og innovativ infrastruktur med gratis svævebaner og rulletrapper som bindeled i byen. Nye store byggeprojekter i forbindelse med etableringen af skoler, biblioteker, grønne pladser, kultur og videnscentre har skabt nyt liv i byen og nedsat kriminaliteten og arbejdsløsheden drastisk.

Medellin svævebane
Svævebane i Medellin, Foto: J. Drissen

Svævebaner og rulletrapper

Medellin's bæredygtige byudvikling startede for alvor i 2004, hvor borgmester Sergio Fajard vedtog en plan for byen, hvor alle indbyggere skulle involveres. Der blev sat fokus på mobilitet, uddannelse og opbygningen af offentlige pladser og grønne områder. Det første projekt i planen var en 1,8 km lang svævebane (metrocable) i den nordøstlige og meget isolerede del af byen, sammen med opbygningen af metrostationer, som flere steder er bygget sammen med offentlige bygninger, bl.a. biblioteket " La Biblioteca España". Senere i 2008 blev der bygget en svævebane mere på 2,7 km.

De fattige indbyggere fra bydelene i udkanten af Medellin brugte før opførelsen af svævebanerne op til ca. 2,5 time hver vej på at pendle til og fra arbejde. Beliggenheden på bjergskråningerne gør, at der i de dele af byen ikke er kontakt til metroen og nogle steder heller ikke til busser, hvilket gjorde det svært for beboerne at komme nogen steder. I dag fragter svævebanerne 553.000 indbyggere hver dag.

Et andet projekt med fokus på mobilitet er et netværk af lange rulletrapper på i alt knap 400 meter, der i 2011 blev implementeret op til en af byens fattigste dele "Comuna 13". Strækningen, der før rulletrapperne, svarede til en tur op ad trapperne i et 28 etagers højhus, kan nu tages på 6 minutter i stedet for 35 min.        

Medellin rulletrapper400 m. rulletrappe, Foto: Holcim Foundation

I perioden fra 2004-2011 ledede de to borgmestre Fajardo og Salazar projekter, hvor unge lokale arkitekter, skulle bygge spektakulære biblioteker, skoler, parker og kulturcentre - en del af dem placeret i byens fattigste dele. Hvert projekt blev planlagt og bygget i samråd med bydelenes indbyggere, hvilket havde fordele for sociale projekter, samt opfordrede til opstart af nye små virksomheder. En række af disse bygninger er siden blevet store attraktioner og ikoner for Medellin.

Medellin bibliotek La Biblioteca España, Foto: Municipality of Medellin

Fra en af verdens farligste til årets innovative by i 2013

I 1992 blev Medellin regnet som en af verdens farligste byer. Dengang var det narkokarteller og kriminalitet, der blev associeret med byen - og ikke bæredygtig byudvikling. I dag er arbejdsløsheden faldet ligesom voldelige episoder, og opfattelsen omkring sikkerhed er positiv blandt indbyggerne. Byens ledelse har haft fokus på at arkitektur og sociale investeringer, som uddannelse, kultur og infrastruktur ville kunne bekæmpe kriminalitet. Dette fokus på og nye interesse i de udsatte og fattigste områder i byen, har medbragt at attituden, tilhørsforholdet og respekten over for byen har ændret sig i en positiv retning. Indbyggerne er stolte af deres by, og fordi der vises interesse fra bystyret til de fattigstes levestandard, returneres denne respekt og interesse for byen, og folk involverer sig i stedet for at være lige glade. Den 1. marts 2013 blev byen kåret til årets innovative by af et samarbejde mellem Urban Landscape Institut, The Wall Street Journal og Citi. 

 

Læs også:

Caracas: Svævebaner forbinder slumkvarter med centrum

Hong Kong: Genopdagelse af rulletrappen som kollektivt transportmiddel

>  Bogotá: Flere cykler og busser, færre biler

 

24. maj 2013 / Af Nina Kirstine Busk

Sidst opdateret d. 3. februar 2014

Kommentarer

}