Bæredygtige Byer™

København: Klimalæring til alle sanser

Projektet Face the Climate, der har base i København, består i et højaktuelt multimediewebsite med undervisningsmateriale til fri download. Materialet bygger på et uafhængigt journalistisk reportageprojekt, der sætter ansigter på de mennesker, som kæmper med klimaforandringer i deres hverdag. Face the Climates materiale retter sig mod 4.-9. klassetrin og er baseret på læringsstile, der appellerer til læring for flere sanser.

FaceTheClimate_top
Udsnit af websitet FacetheClimate.org. Venligst udlånt af Face the Climate.

 

Det ændrede klima bliver ofte beskrevet gennem nyheder om videnskabelige rapporter eller politiske forhandlinger. Men Face the Climate vil gerne formidle klimaforandringerne på en konkret og nærværende måde, så børn og unge kan relatere problemstillingerne til deres egen hverdag. Journalisterne og fotograferne bag projektet har besøgt ni familier i ni forskellige lande for at fortælle deres historie om, hvordan klimaforandringerne påvirker deres liv. Websitet facetheclimate.org gik online i oktober 2009.

På baggrund af de journalistiske rejsereportager i billeder, lyd og video om de ni familier har Face the Climate i samarbejde med konsulentvirksomheden Cubion udviklet et læringsstilbaseret undervisningsmateriale. Materialet består dels af opgaver til hver af de 9 familiers historier, dels af opgaver om klima og klimaforandringer generelt. Gennem opgaver og spil skal eleven relatere klimaforandringerne til Danmark, sin egen familie og eget liv. Undervisningsmaterialet retter sig mod elever i 4. til 9. klasse i fagene dansk, natur/teknik, geografi og samfundsfag.


Kenya_midt


Face the Climate, der er støttet af blandt andre Danida, er bæredygtigt på flere måder. Både fordi det handler om grøn læring og hvordan vi selv kan være med til at gøre en forskel for miljøet, men ikke mindst fordi undervisningsmaterialet er gratis tilgængeligt for alle og derfor har en socialt inkluderende funktion. Undervisningsmaterialet findes på dansk og dele af det er tilgængeligt på engelsk.

Journalisterne og fotograferne bag Face the Climate kan bookes til at komme ud og holde foredrag dels om de ni familier i verdens klimabrændpunkter, dels om Face the Climates eksperimenterende journalistiske reportageform. Face the Climate er blandt andet fremstillet under læring om udviklingslandene på EMU Danmarks Undervisningsportal, som arbejder på at udvikle og forbedre undervisningen ved at give skolerne en fælles indgang til de vigtigste ressourcer på internettet. Undervisningsmaterialet fra Face the Climate bliver allerede brugt flere steder i landet.

Det er svært at sige nøjagtigt, hvor mange der bruger Face the Climate. Face the Climates projektleder Ditte Størner siger: " Vi har fået en del positive tilbagemeldinger fra skoler i Region Midt-Vest- og Nordjylland, hvor nogle regionale kræfter har udbredt kendskabet til website'et. Der er også en klasse fra Søndergaardskolen, der har sendt os deres digte om klimaforandringerne, som de har skrevet på baggrund af Face the Climates undervisningsmateriale. Det jo herligt at få den slags feedback. "


Digte om klima

8. A på Søndergårdsskolen har skrevet digte om klimaforandringerne på baggrund af Face the Climates undervisningsmateriale. Her et uddrag fra Laura R. Schultz:

Bolivia er i farezonen
Samuel og konen
dør snart
og det er jo klart
De får intet vand
kun lidt i en spand
hvad skal de gøre
problemet bliver større

Et møde i København
Gjorde ingen gavn
vi håber det kommer
måske til sommer

Undervisningsforløb 

 

Sidst opdateret d. 16. november 2015

Kommentarer

}