Bæredygtige Byer™

Barbara Southworth: Tætte lokalsamfund

Bæredygtighed starter med mennesker og en rigtig bæredygtig by sætter mennesket først, siger Barbara Southworth. Udvider vi forestillingen om byen som et økosystem, er en bæredygtig by en by, hvor miljøvenlig energiforsyning, og transport-, sociale- og økonomiske systemer som helhed er velfungerende.

Barbara Southworth besvarede Ecotopedias rundspørge via e-mail fra Cape Town i Sydafrika d. 10.08.08

iStock_000003958488Large_MK_B

…Hvilke kvaliteter bør karakterisere en bæredygtig by?

Afbalancerede og integrerede urbane systemer bør være en del af kernen i en bæredygtig by. At udvide begrebet 'byen som et økosystem', er en bæredygtig by, hvor energiforsyningsnettet, transport -, social -, og økonomiske systemer er miljøvenlige og som helhed velfungerende, hvor ingen af systemerne dominerer eller kompromitterer hinanden. Vi ved alle nu, at vi ikke kan forbruge mere, end vi bruger eller kan erstatte. Vi ønsker at mindske de aftryk, vi sætter på miljøet i vores ressourcehungrende byer.

At tænke i systemer som for eksempel kanalsystemer, men også vejsystemer, boligkvarterer eller lokale økonomiske systemer gør det muligt at behandle disse på en mere integreret og holistisk måde end sædvanligt for konventionelle, fragmenterede eller sektorbaserede tilgange. Mens de fleste nutidige byer vil kæmpe for at opnå fuld balance, så kan en systematisk tilgang få byer ind på en mere bæredygtig vej ved at tilskynde et fokus på lukkede cyklusser via genbrug og genanvendelse og opbygning af modstandskraft ved at mindske forbruget af jord, energi, vand og fødevarer samt at knytte det forbrug til lokalområdet.

For at bevæge sig mod en tilstand af balance, er det vigtigt at overveje disse by-strukturer på alle niveauer, fra det regionale og ned til det enkelte offentlige rum eller den enkelte bygning.

Selvom det til stadighed debatteres, tror jeg at nødvendigheden af at opretholde olievækst og bevare ressourcer efterlader os uden andet valg, end proaktivt at styre byernes vækst for at dæmme op for urban sprawl [spredning af byen, som resulterer i pendling til og fra forstadshjem og arbejde, red.] og øge tætheden, som promoverer den høje kvalitet, den kompakte, integrerede og blandede bebyggelse opført omkring pulserende, offentlige rum, tilgængeligt for fodgængere, cykler og via offentlig transport. Et vigtigt aspekt af den tætte by er offentlige rum af høj kvalitet og naturligt grønne områder, hvor adgangen til natur afbalancerer intensiteten af den højere befolkningstæthed, såvel som at udøve vigtige miljøopgaver som afvanding og håndtering af spildevand, luftforbedring og endda fødevareproduktion.

Bæredygtige teknologier og byggepraksis er også meget vigtig, og begynder med at man fokuserer på at skære ind til benet, ved for eksempel at opnå energieffektivitet gennem godt design og korrekt lokalitet, og mindsker byernes aftryk på miljøet ved at bruge lokale materialer og teknologier. High-tech-opfindelser og nye teknologier spiller utvivlsomt en vigtig rolle, men i en energiudpint verden, vil byer, som kan vænne sig af med deres energiafhængighed, formentlig være langt mere modstandsdygtige. Jeg er foruroliget over den hype, der er omkring de såkaldte grønne bygninger, som ofte bliver betragtet isoleret fra den by eller regionen, de er opført i. Jeg foreslår ikke, at vi vender tilbage til en form for præindustriel idyl, men at vi ikke glemmer nogle af de grundlæggende principper for godt design, som ikke koster andet end en smule begavelse.

I sidste ende begynder bæredygtighed med mennesker og en rigtig bæredygtig by vil sætte mennesket først, og prioritere kollektive behov over individuelle og langsigtede gevinster over kortsigtede. Den slags proaktive valg kræver modigt lederskab, som bunder i et dedikeret ønske om selvstændiggørelse, inklusion og reel deltagelse i beslutningsprocessen omkring udvikling og forvaltning af byen.

 

…Hvilke udfordringer topper byernes to-do-liste verden over?

Byerne bør fokusere på at opbygge modstandskraft over for den massive og overhængende tendens til globale forandringer som følge af klimaforandringer, den svindende olie og den økonomiske og politiske turbulens, som følger i kølvandet. Disse udfordringer vil presse byerne til at omtænke byens infrastrukturelle systemer, byens rumlighed og socioøkonomiske processer. Byer i udviklingslandene er mere sårbare over for disse økonomiske og klimatiske chok i lyset af den øgede globale konkurrence, fattigdom og klassekonflikt - og de vil i stigende grad udgøre hovedparten af den urbaniserede verden, som forventes at udgøre 85% i 2030.

FN's befolkningsrapport [The UN Population Report] fra 2007 påpeger, at "hvad der sker i byerne i den mindre udviklede del af verden i de kommende år, vil forme forudsigelserne for global økonomisk vækst, fattigdomsbekæmpelse, befolkningsstabilisering, miljømæssig bæredygtighed og i sidste ende udøvelsen af menneskerettigheder." I den henseende er det åbenlyst, at udfordringerne i disse byer er af global interesse.

At opbygge modstandskraft over for indvirkningen af klimaforandringer betyder, at vi må forholde os til fødevaresikkerhed i de byer og regioner, der allerede nu mærker virkningerne af de globale fødevareproduktionsmønstre og forbrugsmønstre, flere års fejlslagen høst og stigende fødevarepriser. Anderledes forventninger til gigantøkonomier som Kina og Indien øger denne virkning. En central udfordring er at sikre landbrug i byen og beskytte landbrugsarealer overfor den hastigt stigende urbanisering. I forlængelse af klimaforandringerne står kystbyerne desuden over for udfordringerne med at planlægge og reducere risici for øgede vandstande i havene og andre miljøkatastrofer.

Byernes udfordringer er ikke kun fysiske, men også sociale og politiske. Hvis byer skal overleve, endsige være udholdelige at bo i, er vi alle nødt til at ændre vores adfærd og justere vores forventninger. Vi har alle brug for at lære at bruge mindre og forlange mindre. Jeg tror, vi står over for så enormt et vendepunkt, at vi ikke vil være i stand til at finde på nye begavede teknologiske løsninger, så vi ikke behøver at ændre vores adfærd. Vi bliver nødt til at være villige til at skære ned på vores forbrug, bevæge os mindre rundt, producere mindre affald og genbruge mere.

I udviklingslandende og i små lommer i de store byer i den udviklede verden, stiger fattigdommen, og den social og økonomisk udstødelse. Med mindre der bliver gjort noget, vil økonomisk og social eksklusion, fattigdom og voksende ulighed på globalt, regionalt og på by niveau højst sandsynligt undergrave de teknologiske og planmæssige fremskridt mod bæredygtighed i byerne.

 

...Hvilke er de mest lovende initiativer, der vil gøre livet i byerne mere bæredygtigt?

Efter årtiers troværdighedskrise er strategisk og rumlig planlægning nu alment anerkendt som væsentligt for at få byerne ind på en mere bæredygtig vej. De systemer og den forsyningssikkerhed, som er nødvendig for at opretholde store byer og den hurtige vækst - eller tilbagegang - er omfattende, dyre og langsigtede i forhold til planlægning og implementering. Dårlige beslutninger om teknologi og lokalitet og utilstrækkelig sammenhæng mellem systemer kan afskære muligheden for at mindske brugen af ressourcer, forringelsen af miljøet, eller at forbedre livskvaliteten. En holistisk tilgang og et langsigtet perspektiv, der støttes af en proaktiv forvaltning af byen - med andre ord integreret planlægning - genopdages i stigende grad i byer rundt om i verden.

Mange byer og bystyrer samarbejder for at planlægge og administrere systemer, der rækker ud over deres egne geografiske grænser og virkefelt - og varetager en langsigtet regionalstrategisk planlægning for at forbedre den regionaløkonomiske bæredygtighed gennem en koordineret og proaktiv administration af systemer og ressourcer i by områder. Internationale organisationer som OECD og Cities Plus Network letter samarbejdet og videndelingen mellem byer, der arbejder for at udvikle disse bredere langsigtede planer. Disse initiativer anerkender nødvendigheden af koordineret tænkning og modigt lederskab, når det handler om at være bannerfører inden for urban vækst, infrastruktur og udvikling, især når det kommer til offentlig infrastruktur såsom vand- og affaldshåndtering, transport og arealudvikling, som er altafgørende for at sikre bæredygtige resultater.

En anden tendens indenfor bæredygtig byudvikling er urban transport. Fremsynede byer har bevæget sig væk fra bilen som primært transportmiddel og i retningen mod kollektiv transport, som den dominerende transportform. Byer i udviklingslandene er allerede langt mindre afhængige af biler - og derfor langt mindre ressourcekrævende - end byer i den udviklede verden, hvor i gennemsnit 50% af alle ture sker til fods eller via anden ikke-motoriseret transport. Selvom det mest har været en nødvendig konsekvens af manglende økonomiske midler, så har byer som Curitiba, Bogota og Delhi aktivt søgt at promovere transport til fods, på cykel eller med offentlige transportmidler. Her har skiftet været planlagt og integreret i en bredere byplanlægning og forvaltning om at mindske behovet for at flytte folk og produkter ved at øge byens tæthed - og sikre lokal produktion og forbrug.

København og byer i Holland har længe promoveret cyklisme og har bygget og forbedret fortove, cykelstier og offentlige rum. Uden for Europa har ikke-motoriserede transportinitiativer taget fart inspireret af Curitiba og Bogota. Byer i Asien og Afrika følger trop.

Promoveringen af kompakte byer med blandede boformer med offentlige byrum af høj kvalitet er ikke et nyt koncept inden for byplanlægning, men idéerne har endelig fået fodfæste gennem den bæredygtige dagsorden. Generobringen og forandringen af offentlige byrum har på imponerende vis taget fart over de senere år i erkendelsen af, at det er væsentligt for en mere holdbar model til bebyggelse (urban model of settlement). Barcelonas '100 spaces' program for offentlige byrum har skabt en trend, der har fanget byer verden over og som ses i planer for offentlige byrum, som dukker op i København, London, New York, Melbourne, Bogota og mange andre byer. I Cape Town har vi [Barbara Southworth er fra Sydafrika, red.] været forgængere for offentlige projekter om byrum, der fungerer som katalysator for urban forandring i fattige kvarterer og distrikter i byen gennem vores 9 år lange 'Dignified Places Program' (program for værdige steder).

Og endelig, mens "grønvaskningen" hypes til overflod, bryder der hele tiden spændende nyskabelser frem over hele verden inden for området "grønne bygninger". Også her, er idéerne om passiv køling og varme og brug af hensigtsmæssige materialer ingenlunde nye, men er blevet promoveret i mange årtier. Hvad der dog er mere vigtigt er, at de er ved at blive integreret i den almene byggepraksis, og at mange lande i dag har sat nye grønne byggestandarder og vedtaget love og vedtægter i forbindelse med ny bebyggelse. I byer i udviklingslandene - hvor bystyret er mindre omfattende og vedtægterne enten er ikke-eksisterende eller ineffektive - har vi mulighed for at genopdage og genopfinde traditionelle byggemetoder og -materialer, som i sagens natur ofte kræver meget lidt energi og som efterlader små menneskelige aftryk på miljøet, til at skabe bæredygtige og - tror jeg - ofte mere meningsfulde og interessante byer.

 

Om Barbara Southworth

Barbara Southworth.jpg Barbara Southworth er arkitekt og byplanlægger og sidder som administrerende direktør for City Think Space, en urban design- og byplanlægningspraksis i Cape Town i Sydafrika. Hun er uddannet fra University of Natal med en grad i arkitektur i 1991 og blev derefter kandidat i Urban Design & City Planning fra University of Cape Town i 1997. Barbara har arbejdet som arkitekt og byplanlægger i den private sektor i England og Sydafrika. Hun arbejdede i den offentlige sektor i 9 år og sad som direktør for Spatial Planning og Urban Design for the City of Cape Town, før hun iværksatte City Think Space i 2007. Barbara har også undervist som lektor og har arbejdet som Studio Master på Urban Design Planning and Landscape masters programme på University of Cape Town. Hun var medstifter af Urban Design Institute i Sydafrika, hvor hun i dag fungerer som formand. Barbara blev i 2003 tildelt Ralph Erskine-prisen, der anerkender arkitekter, hvis arbejde gavner de underprivilegerede i verden, for sin iværksættende rolle og koordinering af Dignified Spaces Programme. Under hendes lederskab vandt the City of Cape Town's Urban Design Branch en delt førsteplads for The African region in the Union of International Architect's 2004 Celebration of Cities Competition.

Publikationer

  • "Future Cape Town: An Argument for the Long Term Spatial Development of Cape Town" ("Fremtidens Cape Town: Et argument for langsigtet fysisk udvikling af Cape Town"), som blev offentliggjort i City of Cape Town-udgivelsen (sammen med Stephen Boshoff og afdelingsprojektteamet.) 2006
  • "Public Space in Developing Countries: The City of Cape Town's Dignified Places Programme" ("Offentlige rum i udviklingslandene: Programmet for Cape Towns værdige rum"), offentliggjort i Lotus International, 2005
  • "Urban Design in Action: The City of Cape Town's Dignified Places Programme - implementation of new public spaces towards integration and urban regeneration in South Africa" ("Bydesign i aktion: Programmet for Cape Towns værdige rum - gennemførelsen af nye offentlige rum i henhold til integration og byfornyelse i Sydafrika"), offentliggjort i Urban Design International, 2003
  • "The Ingulube Drive Project and the Significance of Public Space in Urban Renewal" ("Ingulube Drive-projektet og betydningen af det offentlige rum i byfornyelse"), offentliggjort i EarthyearEnvironmental Journal, Edition 23, Volume 2, 2001

Sidst opdateret d. 21. januar 2014

}