Bæredygtige Byer™

Cameron Sinclair: Diversitet og kompleksitet i en enkel verden

Cameron Sinclair, grundlægger af Architecture for Humanity & Open Architecture Network, påpeger i dette interview, at tilpasning er vigtigere end replikation i forhold til skabelsen af bæredygtige byer.

S: Hvilke kvaliteter karakteriserer en bæredygtig by?
Mobilitet: Mobilitet er afgørende - hvordan vi transporterer os rundt i byen. New York er rent faktisk en af de mest bæredygtige byer i verden udelukkende på grund af antallet af mennesker, der benytter offentlig transport i stedet for bil. Det ser måske ikke sådan ud, hvis du ser på New Yorks trafikerede avenuer og gader, men det er en meget bæredygtig by.

Tekniske løsninger: Mange arbejder på tekniske løsninger til, hvordan byer kan blive CO2- og energineutrale, hvilket i høj grad er tiltrængt. Vi skal blive meget bedre på dette punkt.

Mangfoldighed: Som jeg ser det, er en af de vigtigste ting i byen mangfoldighed. At der er plads til alle typer mennesker og livsformer. Bysingler med forkærlighed for byens natteliv. Familier med behov for sikre skoleveje. Ægtepar der har trukket sig tilbage fra arbejdslivet og bruger deres gyldne år på byens utallige kulturtilbud. Hvis du kan opnå en sådan kompleksitet i byen, er der stabilitet og dermed en social sammenhængskraft.


S: Hvilke udfordringer er de største for byer rundt om i verden i dag?

Du er nødt til at forstå din kultur, dine problemer og hvordan man tilpasser best practice løsninger fra andre steder i verden til din by. Tilpasning fremfor kopiering er vigtigt.

Der er nødt til at være en oprigtig dialog mellem politikerne og byens borgere. Lige så vel som at borgerne må tro på politikerne, må politikerne tro på borgerne. Hvis der ikke er en gensidig dialog - en ærlig og åben udveksling - skaber man en kløft mellem grupperne.


S: Hvad ser du som de mest lovende initiativer, der kan gøre det at bo og leve i byer mere bæredygtigt?

Jeg er meget optaget af diversitet og kompleksitet i en enkel verden. Vi har et forholdsvis simpelt udgangspunkt; Vi lever, vi spiser, vi arbejder, vi sover, vi dør. Men sagen er, at vi lever i et meget komplekst system, hvor vi ikke bare kan kopiere løsninger. Der er ikke nogen færdig opskrift på bæredygtig byudvikling. Man bliver nødt til at tilpasse løsningerne til det konkrete sted.
 

Om Cameron Sinclair

Cameron-Sinclair-photo-193x Cameron Sinclair var med til at grundlægge Architecture for Humanity i 1999 efter at have studeret arkitektur på University of Westminster & Bartlett School of Architecture, University College London. Han er i dag organisationens administrerende director og 'evige optimist'. Architecture for Humanity arbejder for at styrke lokalsamfund og rykker ind med arkitektonisk bistand og genopbygning i katastrofeområder som eksempelvis New Orleans eller Haiti. Organisationen tæller i dag 40.000 arkitekter og designere, der arbejder på projekter i 14 lande.

I 2007 grundlagde Cameron Sinclair Open Architecture Network; et online forum, der har til formål at dele viden om bæredygtigt design og innovative arkitektoniske løsninger. Organisationen bruger redskaber som 'creative commons' licenser til at sprede ideer rundt i hele verden.

Cameron Sinclair har modtaget adskillige priser, bl.a. 2005 INDEX: Award, 2006 TED Prisen og den amerikanske 2008 National Design Award. Han er udnævnt som en 'ung global leder' af World Economic Forum og er hovedtaler på store konferencer i hele verden.
 

Sidst opdateret d. 21. januar 2014

}