Bæredygtige Byer™

Enrique Peñalosa - Skab en by for alle

I dette filminterview taler Peñalosa om principper for ’den gode by’.

I sin tre-årige periode som borgmester i Bogotá, Colombia, gennemførte Peñalosa markante forandringer, der transformerede hovedstaden og ændrede holdningen til 'den gode by' hos byens 7 millioner indbyggere. Han byfornyede slumområder, byggede imponerende skoler, børnehaver og biblioteker i mindre velstillede dele af byen samt etablerede hundredvis af parker og offentlige byrum for fodgængere. Han skabte som den første i hele Sydamerika et sammenhængende cykelstinet, lavede markante restriktioner overfor privatbilisme og forbedrede fodgængerforhold ved at bygge mere end hundrede kilometer fortove og grønne strøg. Inspireret af Curitiba, Brasilien, skabte han bustransitsystemet TransMilenio, der siden har været en rollemodel for mange andre byer.
 

Om Enrique Peñalosa

Enrique_P_by_megapolis2023_Flickr_Creative_Commons Tidligere borgmester i Bogotá (1998-2001)

Enrique Peñalosa er en kendt tænker og debattør, når talen falder på byernes fremtidige udfordringer - især samspillet mellem bydesign, mobilitet, demokrati, offentlige byrum, byliv og bæredygtighed. Peñalosa's visioner og forslag har influeret politik og planlægning i adskillige byer i hele verden. Han arbejder i dag som konsulent for lokale, regionale og nationale styrer samt organisationer i hele verden med at skabe byvisioner og bæredygtighedsstrategier. Han er tilknyttet som seniorrådgiver hos den internationale rådgivningsorganisation ITDP (Institute for Transportation and Development Policy).

Peñalosa har holdt forelæsninger på mange universiteter i hele verden og er ofte hovedtaler på konferencer om miljø, byers udfordringer og forandringsledelse. Han har publiceret adskillige artikler og hans arbejde og idéer bliver promoveret i mange lande. Han har en bachelorgrad i økonomi og historie fra Duke University, en mastergrad i ledelse fra IIAP i Paris og endnu en mastergrad i offentlig ledelse (DESS = diplôme d'études superiéures spécialisées) fra University of Paris II. Peñalosa har været ansat som gæsteforelæser på New York Universitet i en periode på tre år og har undervist på forskellige colombianske universiteter. 

Sidst opdateret d. 21. januar 2014

}