Bæredygtige Byer™

Mathis Wackernagel: Menneskets aftryk på kloden

Fremtidsvenlig infrastruktur – byer og bygninger designet til at være ressourceeffektive: Nulenergihuse, fortove og kollektive omstigningsvenlige transportsystemer – kan sikre et godt liv med minimale aftryk på miljøet. Mathis Wackernagel fortæller, hvordan vi kan måle og opveje de aftryk, vi efterlader.

Mathis Wackernagel's response to the Ecotopedia enquete via telephone from Lago di Garda, Italy, on 8 August 2008.

iStock_000005169631Large_MK_B

…Hvilke kvaliteter bør karakterisere en bæredygtig by?

Byerne har behov for at blive mere tætte, ikke helt ulig Paris, men med cykler og rickshaws, snarere end biler. Byer som er oplevelsesværdige for fodgængere, hvor alle gerne vil bo midt i byen. Der vil være markeder, hvor du kan købe lokalt dyrkede fødevarer. Fødevarerne ville være mindre energi-intensive og sikkert også friskere og mere interessante. Dette er blot nogle af metoderne til at omstrukturere vores liv på en mere miljøvenlig måde, samtidig med at vi øger vores livskvalitet. En tæt by med bygninger i 5-6 etager, med parker og offentlige rum, et stramt netværk af kollektiv transport, markeder, kulturinstitutioner osv. (Alt sammen elementer, vi kender fra flere internationale bykerner ved Middelhavet og i Asien). Det er gode eksempler på mange af de funktioner, der også vil være kendetegnende for en bæredygtig by. En bæredygtig by, der drives for omkring 1/5 af, hvad en enkelt person i en europæisk by bruger i dag.

De fysiske værdier, som vi skaber i dag, kan være fremtidsvenlige eller ej. Fremtidsvenlig infrastruktur - byer og bygninger designet til at være ressourceeffektive: Nulenergihuse, fortove eller kollektive omstigningsvenlige transportsystemer - kan sikre et godt liv, som efterlader minimale menneskelige aftryk på miljøet.

Det væsentlige spørgsmål for byerne er: Investerer vi i ressourcefælder eller muligheder? Efterlader vores nye infrastruktur en positiv arv, som tillader os at fungere i en verden, der er trængt på ressourcer, eller er det en fælde, der underminerer en bæredygtig fremtid? Beherskede FN-scenarier viser, at hvis den nuværende udvikling fortsætter, så vil menneskehedens aftryk på miljøet være dobbelt så stor i forhold til, hvad jorden kan bære i 2050. Og dog er dette forbrugsniveau fysisk umuligt. Vores akkumulerede gæld til miljøet vil føre til at miljøet simpelthen bryder sammen flere steder på jorden. Vi runder år 2050 før vor tids skolebørn går på pension. Vi har kun et par årtier til at få samfundet tilbage til en "én klode" livsførelse. For at fremtidssikre byerne, kræver det, at vi forpligter os til at sikre den økonomiske konkurrenceevne selv i en tid, hvor ressourcer forsvinder eller bliver for dyre. Jo længere infrastrukturen er designet til at holde, desto vigtigere bliver det at sikre, at vi ikke skaber en livsform, som efterlader de kommende generationer med et vedvarende højt ressourceforbrug i årtier fremover.

 

…Hvilke udfordringer topper byernes to-do-liste verden over?


Winston Churchill gav følgende råd: "Det nytter ikke noget at sige, 'vi gør vores bedste'. Vi er nødt til at lykkedes med at gøre det, der er nødvendigt." Hvad der er nødvendigt for os at gøre for at undgå, at miljøet bryder sammen pga. vores stadig stigende forbrug af naturens ressourcer, er at leve inden for grænsen af mængden af midler én klode har. Men menneskeheden i dag forbruger, hvad der svarer til 1,3 klode. Og hvis alle i verden førte en europæisk livsstil, ville det kræve hele 3 kloder! Det er den overordnede udfordring, som vi står over for.

I øjeblikket arbejder hvert land, hver by og hver virksomhed på at blive større. Disse individuelle drømme modsvarer vores kollektive drøm om et godt liv på vores ene klode.

Med byer der bliver større og større og med flere og flere mennesker, vil byerne vise sig enten som fremtidens succes eller fiasko. Den nødvendige målsætning er simpel: Hvis vi virkelig bliver 9 mia. mennesker om få årtier, og vi også gerne vil efterlade lidt rum til de omkring 10 mio. andre arter, så skal bylivet til at fungere med et energiniveau, der er omkring 1/5 mindre, end hvad en moderne europæer typisk forbruger i dag.

På grund af disse tendenser, vil konkurrencen om jordens ressourcer være den afgørende faktor i det 21. århundrede. Det drejer sig ikke kun om den svindende olie, klimaforandringer, de svindende fødevarer, tab af biodiversitet, de svindende fisk - det er 'det svindende alting', som vi vil blive nødt til slås med. Det faktum at vi bruger flere ressourcer, end der er til rådighed bliver et særligt presserende problem for verden som helhed, hvis USA og Europa bliver ved med at forbruge på det nuværende niveau, og hvis behovet for ressourcer fra lande som Indien og Kina bliver ved med at stige ligeså meget, som de nuværende tendenser viser.

Ethvert land, enhver stat eller by som forbereder sig på et godt liv i en ressourcebegrænset verden vil klare sig langt bedre end dem, der ikke gør. Sådanne forberedelser kan bestå i at planlægge at minimere de aftryk, der sættes på miljøet: Beskyttelse af naturressourcer og en mere omhyggelig forvaltning af biokapaciteten, eller støtte til teknologiske innovationer og services, der fremmer det gode liv uden at dræne ressourcerne.

Lande og byer, der fortsætter som de plejer - og som i udstrakt grad er afhængige af naturressourcer fra udlandet - vil blive yderst sårbare. I modsætning hertil vil lande og stater, der sparer på deres naturressourcer - som Australien og Brasilien - eller byer og samfund, som efterlader sig små aftryk på miljøet, som for eksempel Siena eller BedZED, være i stand til at udnytte deres konkurrencefordel, hvis de er opmærksomme. Byer som ikke er i stand til at tilbyde en høj livskvalitet med små aftryk på miljøet, vil have store ulemper i en ressourcebegrænset fremtid.

 

...Hvilke initiativer er mest lovende, når det gælder om at gøre byliv mere bæredygtige?


For at forstå omfanget og rækkevidden af de udfordringer, vi står over for - og for at finde ud af, om det virkelig lykkes os at skabe de forandringer, der hjælper med at skubbe os i den rigtige retning - bliver vi nødt til at være i stand til at måle vores indvirkning på jorden. De data og målinger må vi stille til rådighed for regeringer og byer, så de kan se, om de reagerer hurtigt nok.

Flere byer er begyndt at bruge the Ecological footprint [som måler menneskets aftryk på miljøet red.] til at måle deres egne forlangender af biosfæren. Det er et omfattende redskab, der gør en by i stand til at se, hvor hurtigt den bevæger sig, og om det går i den rigtige retning. Jeg udviklede værktøjet i 1990 sammen med William Rees på University of British Columbia. I dag bliver the Ecological footprint brugt af regeringer, lokalsamfund og virksomheder rundt om i verden til at overvåge deres nuværende naturressourceforbrug og til planlægning for fremtiden.

The Ecological footprint sporer belastningen på naturen ud fra, hvor stort et areal af biologisk produktiv jord og vand, der skal til, for at levere de nødvendige naturressourcer og til at optage affaldet fra befolkningen, ét menneske eller en aktivitet. Det måler den totale belastning af enhver aktivitet ved at oversætte de mængder ressourcer, den pågældende aktivitet fordrer på et stykke biologisk produktiv jord for at dække det ressourceflow den pågældende aktivitet kræver. Dette sammenlignes dernæst med det totale areal af biologisk produktiv jord på kloden - indenfor et land eller en region som er i stand til at brødføde og understøtte befolkningen. Denne sammenligning giver os svar på kritiske spørgsmål, der er relevante for en verden med begrænsede ressourcer: Hvem bruger hvad og hvor meget? Er der plads til os alle på én klode? Hvilke strategier kan hjælpe os med at kunne leve på en måde, så vi alle kan være på én klode igen?

Denne opgørelse skønner at menneskehedens efterspørgsel på jordens naturlige ressourcer over de seneste 20 år har overskredet, hvad jorden selv kan genskabe. Vores skøn, som er baseret på omkring 5.000 datapunkter per land og år, tyder på, at det på verdensplan nu tager 1 år og 4 måneder at genskabe det, vi bruger på et år. Vi er inde på et uholdbart spor af overforbrug af klodens ressourcer, og en ubæredygtig vej.

Byen Calgary i Canada har for nylig besluttet at benytte the Ecological footprint i sit strategiske arbejde. Byen besluttede at engagere sig i emnet efter at en national undersøgelse viste, at Calgary satte det største menneskelige aftryk på miljøet i forhold til alle byer i Canada. Reaktionen kom prompte og nu anerkender Calgarys bystyre at en infrastruktur med et højt energiforbrug er uacceptabelt i en ressourcebegrænset verden. Byen genovervejer vigtigheden af at tilskynde til en større befolkningstæthed. Deres nuværende plan omfatter både en 100 års vision og en 30 års målsætning. Strategier, der skal reducere for eksempel deponering af affald med 80% inden 2020, reducere vandforbruget per indbygger med 30% inden for 30 år. Ydermere skal der produceres nye planlægningsinitiativer for at opnå en mere bæredygtig arealanvendelse og en transportmålsætning. Der indføres tredobbelt bundlinje-politik og skabes et omfattende Ecological footprint - projekt [der skal måle og overvåge byens fremtidige aftryk på miljøet].

En vigtig del af Calgarys plan sker under mottoet "langsomme ting først". I betragtning af den hurtige optrapning af overforbrug af ressourcer, og det langsomme tempo, som institutioner, arealanvendelse og infrastrukturændringer sker i, er det vigtigste lige nu at fokusere på de beslutninger, som skal fungere for os i mange år.

Disse beslutninger vil forme lokalsamfundets forbrugsmønstre og afgøre succesen med at nedbringe menneskets aftryk på miljøet i årene fremover. Menneskeskabt infrastruktur, - boliger, - veje, - kontorstrukturer, - kraftværker, - dæmninger, - transport kan holde i 50 og endda i 100 år. Infrastruktur-beslutninger kræver ikke kun ressourcer til konstruktion, de dikterer også, hvordan vi bruger ressourcerne i al den tid, de eksisterer.

Denne tankegang understreger for alvor, hvor vigtig byplanlægning og -design er i forhold til at gøre vores liv bæredygtigt. Hvordan kan vi sikre, at vores byer præsterer effektivt nok, sådan at alle mennesker kan leve godt inden for den begrænsede kapacitet vi har af omkring 1 hektar biologisk produktiv jord per person på verdensplan (det er det område, vi vil have per person, hvis vi vokser til 9 mia. mennesker og kun efterlader en smule plads til vilde arter)? Hvordan kan vi bygge byer, som kan fungere på det budget? Det er den største udfordring - og det er der, vi kan yde det største bidrag til dette århundrede.

Det er uden tvivl de byer, som er i stand til at tilbyde den højeste livskvalitet ved brug af færrest mulig ressourcer, som vil være de mest konkurrencedygtige og de rareste byer at bo i.

Om Mathis Wackernagel

Mathis_005_MK_DMathis Wackernagel er en af ophavsmændene bag the Ecological Footprint og har arbejdet med bæredygtighed for organisationer i Europa, Latinamerika, Nordamerika, Asien og Australien. Han har holdt foredrag for adskillige interessenter, regeringer og deres organer, NGO'er og akademiske publikum på over 100 universiteter rundt om i verden. Mathis var tidligere Director of the Sustainability Program at Redefining Progress in Oakland, CA og ledede Centro de Estudios para la Sustentabilidad (Centret for Studier i Bæredygtighed) i Mexico, som han stadig rådgiver i dag. Han er også fakultetsprofessor på SAGE ved University of Wisconsin-Madison. Mathis har forfattet, eller bidraget til over 50 peer reviewed papers, talrige artikler, rapporter og forskellige bøger om bæredygtighed, der fokuserer på vigtigheden af at tage begrænsningerne til sig og udvikle måling af bæredygtighed. Efter at have taget en universitetsgrad i Mechanical Engineering fra the Swiss Federal Institute of Technology, afsluttede han sin Ph.D. in Community and Regional Planning på the University of British Columbia in Vancouver, Canada. Her udviklede han konceptet for the Ecological Footprint sammen med Professor William Rees som sin Ph.D.-afhandling. Mathis' priser omfatter en honorary doctorate fra the University of Bern 2007 (æresdoktortitel fra Bern Universitet), en Skoll Award for Social Entrepreneurship 2007 (Skoll Award for social iværksætteri), en 2006 WWF Award for Conservation Merit (WWF-pris for naturfredning) og 2005 Herman Daly Award of the US Society for Ecological Economics (Herman Daly-pris).

 
Vigtigste publikationer:

  • The Winners and Losers in Global Competition: Why Eco-Efficiency Reinforces Competitiveness: A Study of 44 Nations - med Andreas Sturm 2003 (Vinderne og taberne i den globale konkurrence: Hvorfor miljøeffektivitet styrker konkurrenceevnen: En undersøgelse af 44 nationer)
  • Our Ecological Footprint: Reducing Human Impact on the Earth, Sharing Nature's Interest (with William Rees and Phil Testemale) 1995 (Vores miljøfodspor: At reducere menneskehedens indvirkning på jorden, at dele naturen)

 
>> Global Footprint Network (netværk for det globale fodaftryk)

Sidst opdateret d. 21. januar 2014

}