Arksite

Renæssancen

Her kan du læse om Renæssancen, der er en periode fra ca. 1400-1600.

san-andrea-fra-gaden.jpg

På facaden af San Andrea i Mantua kombinerede Alberti to af antikkens vigtige arkitekturdele, nemlig søjlerne og triumfbuen. Denne kombination blev siden brugt i utroligt mange af renæssancens kirker. Foto: Danmarks Kunstbibliotek 

Renæssancen er periode fra ca. 1400-1600. Dens kendetegn er enkle grundplaner, plane flader og lige linjer, lagdelte bygninger, brug af søjler, pilastre og kupler.
 
Genfødsel af antikken
Ordet renæssance betyder genfødsel, og det, der genfødes, er tankerne, kunsten og arkitekturen fra antikken. Man ønskede at genskabe de perfekte former, som antikkens kunstnere havde skabt. Søjlerne og trekantgavlen fra templet var noget af det vigtigste, man genoptog fra den gamle græske arkitektur. Fra den romerske arkitektur hentede man buerne og brugen af søjler som udsmykning.

Renæssancen opstod i slutningen af 1300-tallet i Firenze i Italien. Herfra bredte den sig hurtigt til resten af Italien. Omkring 1500 havde den nået de fleste andre europæiske lande - heriblandt Danmark. 
  
Mennesket i centrum
Renæssancen er en periode, hvor synet på mennesket ændrer sig drastisk. Det er i denne fase af Europas historie, at individet fødes. Det skal forstås på den måde, at det enkelte menneske - individet - bliver noget i sig selv. Det er ikke længere udelukkende noget ud fra sin slægt, status og tro.
Menneskets liv på jorden sættes nu i centrum - i stedet for længslen efter det evige liv hos Gud. Og på alle områder vil man udforske og uddanne individet. Bl.a. gennem kunsten.
 
I billedkunsten bliver portrættet f.eks. den store genre i renæssancen.
 
Geometrisk idealisme
Antikkens kunstnere havde arbejdet ud fra geometriske former og matematisk udregnede proportioner mellem formerne. Disse geometriske love genoptog renæssancens arkitekter. De ville skabe rum, hvor der ikke var tilfældige størrelsesforhold mellem de enkelte dele.

Proportionerne for hver del af en bygning skulle være nøje fastlagt ud fra de andre dele. Fx skulle etagerne have en bestemt højde i forhold til bredden af vinduet, og bygningens længde skulle afpasses i forhold til højden. Den målestok, der blev brugt for størrelsesforholdene, var menneskekroppen.

Bygningens dele skulle forholde sig til hinanden, ligesom menneskekroppens dele forholdt sig til hinanden. Man undersøgte f.eks., hvordan håndens størrelse forholder sig til underarmen, til armen og til kroppens størrelse.
 
Disse proportioner overførte man til arkitekturen.

Idealet for renæssancens kunst var harmoni, symmetri, enkelhed, regelmæssighed og balance. Alt sammen udregnet og afstemt efter matematiske og geometriske love.    

 

 
Perspektivet
En anden vigtig baggrund for renæssancens bygninger var opdagelsen af perspektivet. Perspektivet er en tegnemetode, som bruges til at genskabe rum på fladt papir. Gennem matematiske regler og udregninger kan man tegne sig frem til, hvordan man fra et bestemt punkt vil opleve et rum. Perspektivets metode gør det muligt at tegne dette rum, så det virker tredimensionelt.  
 
Med perspektivtegningen kunne arkitekterne nu tegne en bygning, som den ville komme til at se ud, når den var færdig. Man vidste nu præcis, hvordan man skulle bygge, i stedet for kun at have en flad tegning af den færdige bygning.

Med perspektivet kunne arkitekterne skabe en fuldstændig regelmæssig og symmetrisk arkitektur.

For at tegne i perspektiv måtte man dog fastsætte det punkt, som man forestillede sig at bygningen skulle ses fra. Dette punkt blev ofte bygningens centrale punkt. Her løb alle perspektiviske linjer sammen, og alt var bygget symmetrisk op omkring dette punkt. På den måde blev menneskets blik udgangspunkt for udformningen af renæssancens bygninger.

Renæssancens byplaner
Den geometriske orden, som renæssancens arkitekter arbejdede med i deres bygninger, blev også overført til byerne. Byen skulle ikke længere være noget, der bare bredte sig tilfældigt.

Huse og gader skulle følge en bestemt plan og et geometrisk mønster, og de skulle være fuldstændigt regelmæssige og symmetriske. En by kunne f.eks. anlægges i form som en sekskant, ottekant og tolvkant, eller som en stjerne med seks, ni eller tolv spidser.

I midten af byen lå en plads. Herfra udgik alle byens hovedgader. Fra denne centrale plads kunne man se ud over hele byen gennem de lange, perspektiviske linjer. 

Den geometriske by var desuden god som befæstning, fordi man kunne holde udkig efter fjenden fra de mange hjørner. De tykke mure kunne modstå angreb fra krudt, der var et helt nyt våben for renæssancens europæere.    

Renæssancens fyrstehuse
I de rige italienske handelsbyer blev der i løbet af renæssancen opført store huse til de rige fyrster og handelsmænd. Disse paladser er gode eksempler på brugen af renæssancens former. De er enkle, symmetriske og regelmæssige. Udsmykningen er søjler, pilastre og frontoner, som man havde hentet fra den antikke arkitektur. 
 
Facaden var derfor det vigtigste, fordi det var den folk kunne se.
 
Renæssancen i Danmark
I Danmark forbinder man renæssancen med Christian IV, fordi mange af hans bygninger er opført i renæssancens stil. Stilen er dog ikke som den italienske renæssances, men nærmere den form, renæssancen fik i Nederlandene.

Rosenborg Slot og Børsen er gode eksempler på renæssancebygninger i Danmark.

 

Læs også om Leon Battista Alberti, der var en af renæssancens største arkitekter.

Sidst opdateret d. 21. januar 2014