Arksite kanon

Bakkehusene

Bakkehusene var den første store rækkehusbebyggelse i København i nyere tid. I dag er Bakkehusene en milepæl i det almennyttige boligbyggeri.

Sagføreren F.C. Boldsen stiftede i 1920 Københavns Almindelige Boligselskab (KAB). Et af selskabets formål var at fremme lavt byggeri til arbejdere, så de kunne få en lille have. Det blev opfyldt med KAB's første bebyggelse, der var Bakkehusenes 171 rækkehusboliger.

Inspirationen kom fra den gamle danske byggetradition, hvor rækkehuset var kendt som gadehus i gamle provinsbyer. Desuden fandt man et forbillede i Lægeforeningens Boliger af M.G. Bindesbøll, der bestod af simple huse med adgang til lys og luft.

I Bakkehusene er den fornuftige og funktionelle indretning i højsædet. Hermed videreførte arkitekterne den linje i dansk arkitektur, der senere blev kaldt den funktionelle tradition. Husene blev lagt omkring en central fælled indrammet af to række lindetræer, og derudover var haverne det afgørende nye ved husene.

Mange i samtiden fandt imidlertid rækkehusene for spartanske og grimme. Derfor blev det i første omgang da heller ikke arbejderne, men folk fra middelstanden, som flyttede ind i husene. Lige modsat står det til i dag, hvor Bakkehusene er et af Københavns mest populære boligområder og en milepæl i det almennyttige boligbyggeri.

Sidst opdateret d. 21. januar 2014

}