Arksite kanon

Dysser og jættestuer

Det har både krævet hårdt arbejde og ingeniørmæssig kunnen at opføre oldtidens dysser og jættestuer.

Oldtidens dysser og jættestuer udgør stadig markante træk i det danske landskab. De ligger som minder om et af de væsentligste elementer i vore kultur, nemlig respekten for de døde og troen på et evigt liv styret af højere magter. Der hersker ingen tvivl om, at det har krævet betydelige mandskabsstyrker at bygge gravhøjene. Men om det af den grund kun var stormænd og -kvinder forundt at få en sådan begravelse, ved vi ikke.

Dysserne i Danmark er opført af den såkaldte tragtbægerkultur. De er det synlige udtryk for nyopdukkede, religiøse strømninger, der ikke alene har fokuseret på at værne om og styrke graven, men også på at dyrke den afdøde og frygte hans magt. Der er altså tale om en dødedyrkelse, en kult centreret om familie og slægt.

De ældste dyssekamre ligger på flad mark og består af et antal lige høje bæresten, der danner en stenkiste. Denne er overdækket af en eller flere dæksten, og til sidst er det hele igen overdækket af en jordhøj. De fritstående dyssekamre, som vi ser i dag, var altså ikke synlige i stenalderen.

Som en markering af den hellige grav rejste man en kreds af store frie sten rundt om højen. Denne høj kunne både være rund eller aflang, altså en rund- eller langdysse. Den kunne rumme et eller flere kamre, hvor én stor eller flere familier kunne være sammen efter døden. Mens runddyssens tværmål er 10-15 meter, er langdyssens bredde 5-10 meter og længden fra 10 til over 100 meter.

Efterhånden udvidede man dyssekammeret og gjorde det femkantet eller aflangt. Det er altså tydeligt, at man bevægede sig fra enkeltmandsgraven hen imod fællesgraven. Graven blev mere og mere betydningsfuld, og det blev derfor nødvendigt at benytte gravkammeret ved mere end én lejlighed. Af samme årsag blev det også nødvendigt, at gravkammeret fik en indgang, der kunne lukkes med en sten eller en trædør.

Dyssekamrene blev med tiden afløst af de større såkaldte jættestuer, som er beregnet til flere gravlæggelser. Jættestuehøjene kan indeholde op til tre kamre i samme høj og er komplicerede bygningskonstruktioner opført af specialister. De må derfor betegnes som kulminationen på stenalderens bygningskunst. Man benyttede jættestuerne helt ind i bronzealderen, 1.500 år efter at de var opført.

De senere bronze- og jernaldergravhøje er opført med langt mindre ingeniørmæssig kunnen.

Sidst opdateret d. 21. januar 2014

}