Arksite kanon

Hornbækhus

Kay Fiskers Hornbækhus er kulminationen på 1920’ernes store karrebyggeri.

Under og efter 1. verdenskrig var bolignøden stor. Allerede omkring 1915 blev den første almennyttige boligforening skabt, og da staten i 1922 begyndte at støtte boligbyggeriet, tog tingene fart. De sociale byggeselskaber kunne nu bygge boliger på grunde i Københavns yderdistrikter, som Københavns Kommune havde opkøbt.

Det blev storkarréen, der er opført i nyklassicistisk stil, som blev løsningen på 1920'ernes boligmangel. Med udgangspunkt i klassiske proportioneringsstudier kunne nyklassicismen nemlig forenkle og rationalisere formsproget. Det betød, at nyklassicismen blev opfattet som en langt mere økonomisk arkitekturform end de foregående perioders. Det nyklassicistiske etagehus med sin økonomiske, ensartede rytmik fik således stor betydning for boligbyggeriets udvikling.

Kulminationen af dette storkarrébyggeri blev Kay Fiskers Hornbækhus fra 1923. Den store femetages karré har form som et kvadrat med en stor gård i midten. Karréen er knap 200 meter på den lange led og 80 meter på den korte. Anlægget indeholder 290 lejligheder, der alle har opholdsrum mod gaden og køkkener og soveværelser mod gården.

Husets lange facader har et ensartet og konsekvent udtryk. Vinduernes rytme fortsætter med militaristisk taktfasthed hele vejen rundt kun regelmæssigt afbrudt af de høje hoveddøre. Denne ensartede og stringente facade repræsenterer den såkaldte kilometerstil. Kilometerstilen havde økonomiske fordele, som var nødvendige i denne periode med bolignød. Men stilens mange gentagelser blev efterhånden en spændetrøje, og fra midten af 1920'erne søgte man nye veje i både arkitektur og bybygning.

Hornbækhus var samtidig et af de første moderne eksempler på samarbejde mellem arkitekt og havearkitekt i et alment boligbyggeri. Den senere verdensberømte havearkitekt G.N. Brandt indrettede en park i Hornbækhus' indre gård.

Sidst opdateret d. 21. januar 2014

}