Arksite kanon

KUNSTEN

Alvar Aalto har skabt et fleksibelt museum, der kan skifte karakter efter de udstillingstyper, det skal rumme.

Allerede i 1958 vandt Elissa og Alvar Aalto i samarbejde med Jean-Jacques Baruël konkurrencen om Nordjyllands Kunstmuseum i Aalborg, der idag hedder KUNSTEN - Museum of Modern Art Aalborg. Jean-Jacques Baruël havde været ansat på Aaltos tegnestue, og da han nu arbejdede i Danmark, blev han Aaltos lokale forbindelsesled.

Den verdensberømte finske arkitekt Alvar Aalto repræsenterede modernismen, men derudover lod han naturen være inspiration til en mere human og lyrisk arkitektur. Kunstmuseet indgår da også netop i et samspil med den omgivende natur. Museet hæver sig fra den dalbund, det ligger på, i takt med den bagvedliggende bøgebevoksede skråning. Samtidig står omgivelsernes frodige vegetation i kontrast til bygningens præcise og klare konturer.

Indvendigt har museet et flydende forløb af rum, der er samlet omkring den store multianvendelige sal. Her sørger den svungne loftkonstruktion for et blidt lys fra det store ovenlys. De permanente udstillinger er placeret i det store fleksible udstillingsareal i bygningens nordlige del. Også her sørger store svungne skærme for at dirigere lys fra loftets glaspartier indirekte ned på udstillingens vægge. De nedhængte skærme er af træ beklædt med hvidmalede lister.

Et system af flytbare vægge opdeler den store udstillingshal i moduler, der svarer til de store ovenlyselementer. Det er med andre ord et meget fleksibelt hus, der kan skifte karakter, alt efter hvilke udstillingstyper det skal passe til.

Bygningen er opført af en bærende konstruktion af beton og beklædt med marmor. Det indre præges af hvide og grå farvenuancer, gulvbelægning i hvid Carraramarmor og lysegrå tæpper.
Rummene specielle udformning og især de unikke ovenlys er karakteristisk for Alvar Aaltos arbejder.

Sidst opdateret d. 21. januar 2014

}