Arksite kanon

Marmorkirken

Fra Marmorkirkens grundsten blev lagt til kirken stod færdig i 1894 skulle der gå næsten 150 år.

Marmorkirken - også kaldet Frederikskirken - blev indviet i 1894. Men kirkens grundsten var allerede blevet lagt i 1749, da Frederik V anlagde Frederiksstaden med Amalienborg. På det tidspunkt planlagde bydelens arkitekt Niels Eigtved at bygge en rokokokirke. Men da han døde i 1754 overgik projektet først til Lauritz de Thurah og derefter i 1756 til den indkaldte franskmand Nicolas Henri Jardin. Han ændrede planerne til en klassicistisk kirke i marmor, der af samme grund blev så dyr, at J.F. Struensee i 1770 stoppede byggeriet.

I hen ved 100 år lå den op til 19 meter høje bygning hen som en halvfærdig ruin. Med hvad den enevældige kongemagt ikke havde formået, gennemførte finans- og industrimanden C. F. Tietgen. Han købte ruinen af Finansministeriet i 1874 med forpligtelse til at fuldføre kirken, og i 1894 kunne den indvies.

Arkitekten var Ferdinand Meldahl, der kombinerede de bestående mure af norsk, gråflammet Gjellebæk-marmor (heraf kirkens navn) med en kuppelbygning i romersk barokstil stærkt inspireret af Peterskirken. Over marmorblokkene fortsatte man dog med pudset murværk, mens bygningsdetaljer og anden udsmykning blev hugget i sand- eller kalksten. Også indvendigt måtte man gå økonomisk frem med brug af stuk og malede dekorationer. Alligevel lykkedes det at skabe en imponerende helstøbt bygning, hvis største aktiv er den mægtige kuppel på 30 meter i indre diameter.

Fra Tietgens side var kirken ikke blot tænkt som et folkeminde til kongehuset, men også som et monument for N.F.S. Grundtvig og grundtvigianismen. En statue af Grundtvig blev derfor rejst ved hovedindgangen. Derudover er hele kirken omgivet af statuer af personer fra Bibelen og den danske og internationale kirkehistorie.

I 1999 gennemgik kirken en facaderensning og -restaurering forestået af Erik Møllers Tegnestue A/S

Sidst opdateret d. 21. januar 2014

}