Arksite kanon

Munkegårdsskolen

Med sine mange lysindfald og adgang til gårdhaver satte Munkegårdsskolen fokus på elevernes trivsel.

I slutningen af 1940'erne og starten af 50'erne blev der bygget mange folkeskoler i Danmark. På det tidspunkt herskede en øget forståelse for nødvendigheden af barnets fysiske trivsel og velvære, og inspireret af blandt andre engelske forbilleder så den lave skole i ét plan lyset i begyndelsen af 1950'erne.

Munkegårdsskolen er tegnet af den danske arkitekt Arne Jacobsen. Den er en af de første danske etplansskoler. Skolen består af en række enetages bygningsstokke, der forbindes af tværgående glasgange til et netværk. Nettets masker er atriumgårde, som hvert klasseværelse har direkte adgang til.

Fagklasserne er placeret i en toetages bygning i udkanten af nettet. Mens en anden toetages blok med samlingssal, lærerværelse og andre faciliteter er placeret midt i det store bygningsanlæg.
Fra skoleanlægget, der er anlagt på en skrånende grund, er der trapper ned til sportspladsen.

Ud over lyset fra glasfacaden mod gårdhaven, suppleres klasseværelserne af dagslys fra højtsiddende vinduer i taget, som belyser rummets bageste del.

Stort set alt i skolen er tegnet af Arne Jacobsen - heriblandt snedkerpartier, skabe, inventar og belysning. Han stod også bag de specialdesignede haver. De små gårde fik alle hver deres særlige præg med varierede belægninger og beplantninger og kopier af antikke skulpturer enten som relieffer på mure eller fritstående.

Selvom skolen er dimensioneret til cirka 1.000 elever, fremstår den enkel og blev da også i samtiden rost for sin overskuelighed og intimitet. Skolens lette og humane atmosfære skyldes ikke mindst den logiske grundplan og den fuldkomne kontrol over proportionering af bygningskroppe og virkemidler. Som ved andre af Arne Jacobsens værker er det karakteristisk, at et stramt system gøres til et levende bygningsværk. Munkegårdsskolen tilførte dermed en for 50'erne hidtil uset elegance i skolebyggeriet.

Dorte Mandrup Arkitekter er i gang med en nybygning til skolen.

Sidst opdateret d. 16. december 2014