Arksite kanon

Vestersøhus

I Vestersøhus revolutionerede Kay Fisker brugen af altaner. Han rykkede partiet ved altanen tilbage og skabte dermed både større altaner og lysere lejligheder.

Nyklassicismens klare og enkle formsprog blev en logisk optakt til funktionalismen, der droppede al overflødig pynt til fordel for en optimal udnyttelse af hver enkelt kvadratmeter.

Arkitekten Kay Fisker stod for en række boligbebyggelser, der netop udskiftede nyklassicismens kendetegn med en mere opdateret funkisstil. Et af hovedværkerne inden for denne stil er det harmoniske Vestersøhus, som han udførte i samarbejde med C.F. Møller.

Vestersøhus, der strækker sig langs Søerne i København, fik en stor indflydelse på dansk boligbyggeri. For nok var altanen 1930’ernes store bidrag til boligbyggeriet, men her blev den yderligere raffineret.

I stedet for blot at hænge altanen uden på bygningen, blev partiet ved altanen samtidig trukket tilbage. Dette kaldes altan-karnap-princippet. Herved opnås brede og anvendelige altaner, mens stuen ved siden af altanen får en hjørnekarnap med store glaspartier.

På de to øverste etager spænder altanerne i Vestersøhus over to fag som en terrasse. Disse altaner og tagterrasser giver Vestersøhus en skulpturel facade. Dermed opnås en variation, som opløser den næsten 500 meter lange husblok i en rytmisk komposition.

På hjørnet af Gyldenløvesgade og Vester Søgade er husenes facader elegant forbundne ved en forskydning i murværk og vinduer.

Alt i alt fremstår Vestersøhus harmonisk i kraft af sine stoflige mørkerøde teglsten, altanrækværkets spinkle, hvide jernlameller og de fint sprossede vinduer.

Sidst opdateret d. 21. januar 2014

}