Arksite kanon

Vikingeskibshallen

Brutalismens frie anvendelse af beton kulminerede i Danmark med Vikingeskibshallen i Roskilde.

Funktionalisternes yndlingsmateriale var beton. Brugen af dette materiale blev yderligere udviklet af en række udenlandske arkitekter i midten af 1950’erne. De begyndte nemlig at bruge beton på en fri og rustik måde, der var hidtil uset. Som eksempel kan nævnes den franske arkitekt Le Corbusiers berømte kapel i Ronchamp. Det var en dynamisk og rå arkitektur, der gik under navnet brutalisme.

Herhjemme kulminerede brutalismens fri anvendelse af beton med Vikingeskibshallen. Den blev opført i 1967-68 af arkitekten Erik Christian Sørensen.

Hallen, der er den ældste del af Vikingeskibsmuseet, er bygget op som en stor montre med fem udstillede vikingeskibe. De slanke vikingeskibe ligger i bassiner af søsten, mens vandet fra Roskilde Fjord skyller mod museets store glaspartier. Vandet, vikingeskibenes naturlige element, er tæt på.

I de store niveaudelte rum balanceres imellem anvendelsen af forfinede materialer og rå betonkonstruktioner. Alle bygningens konstruktioner og led ses tydeligt.

Vikingeskibshallen gennemgik i 1989-90 en betonrenovering, der dæmpede det stoflige udtryk, og gav bygningen et mere ferskt ydre. Bygningen blev fredet i 1994.

Sidst opdateret d. 21. januar 2014

}