Arkitekturløbet 2009

1000 mennesker deltog torsdag den 14. maj i Arkitekturløbet 2009

I år gik turen rundt til ny arkitektur og nye byrum på Frederiksberg. Løbet blev skudt i gang på Solbjerg Plads og undervejs på den 5,5 km. lange rute kom deltagerne blandt andet igennem Porcelænshaven, Nimbusparken, Den Grønne Sti, Kilen og Metroen.

Vejret var flot, stemningen var god og efter løbet var der grillpølser og jazz-musik til alle deltagere.

"Med arkitekturløbet - som vi med stor succes introducerede sidste år - har vi skabt en ny form for kropslig oplevelse af arkitekturen. Vi bevæger os alle sammen gennem byen på forskellig vis og i forskellige tempi hver dag, men tænker måske ikke så meget over hvordan vi kan bruge byrummet aktivt med vores krop. Gennem Arkitekturløbet skærper vi opmærksomheden på hovedstadens nye byområder og på de muligheder for bevægelse der findes i de nye byrum", siger Christian Hanak, leder af Copenhagen X og programchef i Dansk Arkitektur Center.

Ind i arkitekturen
Arkitekturløbet 2009 fulgte en ruten på Frederiksberg, hvor løberne kom forbi ni arkitektoniske pejlæemærker - arkitektur eller områder som inden for de seneste par år har forandret Frederiksberg. I Ovnhallen i Porcelænshaven, i Kilen og ved metrostationen på Fasanvej fik løberne desuden mulighed for at løbe igennem bygningsværkerne. 

Arkitekturløb i børnehøjde
Gule balloner, løbenumre på maven, hoppen på et ben, løb på listefødder gennem Kilen og stafet rundt om vandtårnet var nye elementer i årets arkitekturløb da børnene havde fået deres eget mini-arkitekturløb.

Efter børneløbet kunne de yngste løbere, med medalje om halsen, gå ind i værkstedet på Solbjerg Plads, hvor de med modellervoks, ispinde og meget mere kunne bygge deres eget Frederiksberg.

Børnearrangementet blev arrangeret i samarbejde med kulturkonsulenten i Frederiksberg Kommune.

Arkitekturløbet 2010?
Copenhagen X regner med at være på banen i 2010 med et nyt arkitekturløb. Hvilken bydel løbet finder sted i næste år er dog ikke fastlagt endnu.

Vi ses...

 

Sidst opdateret d. 21. januar 2014