Copenhagen X Galleriet

Åbuen

En moderne byport, der slynger sig hen over Ågade mellem Nørrebro og Frederiksberg.

Ågade på grænsen mellem Nørrebro og Frederiksberg er en vigtig ind- og udfaldsvej for mange af byens bilister, men for cyklister og fodgængere kan den brede gade være lidt af en udfordring at krydse.

Det blev lettere fra den 21. juni 2008, hvor en ny stibro over Ågade stod klar.

Broen er et led i København og Frederiksberg Kommuners arbejde med at etablere et net af grønne cykelruter på kryds og tværs af byen. Udover at gøre livet mere behageligt for cyklisterne var det vigtigt for kommunerne, at broen kom til at udgøre et originalt og æstetisk byelement, der passer ind i sine omgivelser og kan tjene som en moderne byport på tværs af den befærdede gade.

Elegant og graciøs

Broen er tegnet af Dissing + Weitling Arkitektfirma A/S i samarbejde med ingeniørfirmaet COWI. En dommerkomité kaldte det vindende forslag elegant og graciøst og vurderede, at broen med sin buede og lette form på fornem vis supplerer de markante og massive karrébyggerier i området.

Dissing + Weitling valgte blandt andet den buede form for at broen kan fungere som en naturlig fortsættelse af den i forvejen slyngede Nørrebro cykelrute, der bliver den første af de nye grønne cykelruter til at stå færdig i sin helhed.

Løber langs park

Langs Nørrebro cykelruten ved Rantzausgade etableres en grøn plads på det areal, hvor der i dag ligger en autoforhandler. Planen er, at området skal indbyde til ophold og aktiviteter som boldspil, solbadning og picnic for områdets beboere. Schønherr Landskab har udformet forslaget til parken, der rummer en kombination af åbne arealer og små trælunde i et bakket terræn.

Sidst opdateret d. 21. januar 2014

}