Copenhagen X Galleriet

Ankeret

Den seneste kontor- og beboelsesejendom i det nye område har været med til at øge tætheden på Amerika Plads med sin placering klos op ad det høje Kobbertårn og Nordlyset.

I Søndre Frihavn er der efterhånden opstået et meget tæt kvarter. Den seneste kontor- og beboelsesejendom i det nye område har været med til at øge denne tæthed markant med sin placering klos op ad det høje Kobbertårn og beboelsesejendommen, Nordlyset.

Ankeret og Nordlyset er begge opført af C.F.Møller, og på trods af deres store forskellighed, er det tydeligt, at de to bygninger er nøje afstemt. Ankeret, der også bærer navnet Camillo Eitzen House efter sin bygherre, står solidt plantet med fronten mod havneudløbet.

Facade med skyggevirkning

Området er eksklusivt, og det signalerer bygningen også. Den står som en skulpturel blok med stor jordforbindelse, men med en særdeles dynamisk facade af tegl. Facaden er formet i fremspring på en halv meter, der giver bygningen en spændende skyggevirkning og dybde. Bygningen er gennemskåret af to passager, som giver adgang til gårdrummet, der deles af beboere og kontorfolk. Udadtil er der ikke mange tegn på bygningens to forskellige funktioner, bortset fra fremspring i de øverste etager, der fungerer som altaner for beboerne.

 

 

 

 

Sidst opdateret d. 21. januar 2014

}