Copenhagen X Galleriet

Bryggebroen

I efteråret 2006 fik København sin første nye bro over havnen i 50 år.

Det er en 190 meter lang og 5,5 meter bred svingbro fra Havneholmen bag indkøbscenteret Fisketorvet til boligbyggeriet Gemini Residence i Sojakagefabrikkens gamle frøsilo.

Den nye bro er kun for cyklister og fodgængere, som dermed har fået en tiltrængt genvej mellem Vesterbro og Islands Brygge. For eksempel kan studerende fra byens vestlige del nå hurtigere frem til auditorierne på Københavns Universitet Amager og IT-Universitetet i Ørestad.

Et mundret navn

Navnet på Bryggebroen blev valgt efter en konkurrence i Dagbladet Politiken, som resulterede i mere end 200 indsendte forslag. Politiken udnævnte 'Bryggebroen' som vinder, og det blev siden fulgt op af politikerne på rådhuset. Det såkaldte vejnavnenævn mente, at navnet er godt og dækkende, fordi det ligger godt i munden, og fordi broen forbinder Kalvebod Brygge med Islands Brygge. Og københavnerne har efter alt at dømme taget navnet til sig.

Byen bindes sammen

Ud over at gøre livet mere behageligt for såkaldte bløde trafikanter er det planen, at den nye bro skal være med til binde byen sammen på tværs af havnen. Ifølge kommunens bruges broen dagligt af omkring 8.000 cyklister - oveni de mange fodgængere, som man ikke har tal på.

'Beboere fra Amager får nemmere adgang til henholdsvis indkøbsmuligheder og S-tog, mens beboere fra Vesterbro får adgang til grønne områder som Amager Fælled. Broen er i det hele taget et projekt, som jeg forventer vil bidrage til aktivitet og liv omkring havnen', sagde daværende bygge- og teknikborgmester Søren Pind ved offentliggørelsen af projektet.

Oplyst om natten

Selve broen er præget af arkitektonisk enkelhed. En stålkonstruktion spændes ud mellem de to havnemoler i en let bue, der kan minde om en rygrad, og broen kan åbnes for forbipasserende skibe, ved at et af brofagene svinges til side. Om natten danner armaturer i broens gelændere et lysende bånd tværs over havnen.

 

 

Sidst opdateret d. 21. januar 2014

}