Copenhagen X Galleriet

Center For Renhold

En parkeringskælder under Hauser Plads er blevet udnyttet til at skabe Center for Renholds nye hovedsæde uden at ‘skygge’ for den tætte middelalderby.

Midt i Københavns centrum, hvor det vrimler med bygninger fra middelalderen, har Center for Renhold fået nye lokaler.

Nyt møder gammelt på nytænkende vis

Den klassiske udfordring med at få ny arkitektur til at spille sammen med gammel har POLYFORM i dette projekt løst i samarbejde med den hollandske tegnestue Karres en Brands. Konceptet blev at bygge nedad i stedet for opad. En gammel parkeringskælder under Hauser Plads er blevet udnyttet til at skabe nye pladskrævende kontorer og mandskabsfaciliteter, der trods de mange kvadratmeter ikke 'skygger' for den tætte middelalderby.

Grunden til at man har valgt den udfordrende placering af hovedsædet i Københavns bymidte er, at man ved den centrale placering kan opnå store tids- og ressourcemæssige besparelser, der gør projektet både rentabelt og bæredygtigt.

Dagslys i en underjordisk bygning

Alle husets primære funktioner placeres rundt om et åbent gårdrum for at udnytte dagslyset mest muligt. Atriummet er formet som en amøbe, hvis bløde former maksimerer lysindtaget i bygningen og sikrer, at lokalerne lever op til arbejdsmiljøkrav for lysindtag og udsyn. I gårdhaven skifter den varierede beplantning farver og teksturer efter årstiderne og det stenlagte område danner ramme om medarbejdernes pauser samt udendørs arbejdspladser.

Bygningen indeholder funktioner som kontorer, køkken, kantine, opholdsrum og omklædnings- og badefaciliteter for centerets medarbejder. Desuden bliver renholdelsesvogne kørt ned i bygningen via rampen fra den tidligere P-kælder og opbevaret sammen med andet materiel, når det ikke er i brug.

Ved en organiseringen af funktionerne og sammentænkningen med landskabet er det lykkedes at skabe et attraktivt kontor- og arbejdsmiljø for ca. 100 daglige brugere.

En legeplads på toppen

Før anlægsarbejdet gik i gang husede Hauser Plads en legeplads til områdets børn. Selvom pladsen nu er Center for Renholds nye adresse vil den også i fremtiden kunne rumme områdets børn og besøgende. En frodig legeplads anlægges nemlig på toppen af bygningen med grønne og frodige bakker og vandleg. Hauser Plads skal være et fristed med plads til både leg og afslapning.

Ombygningen af p-kælderen og udformningen af den nye legeplads er koordineret tæt med fornyelsen af Købmagergade og Kultorvet, som er ved at få et tiltrængt ansigtsløft. Der er det ligeledes POLYFORM Arkitekter der står bag designet. Målet er at skabe et sammenhængende byrumsforløb fra Nørreport og hele vejen ned gennem det københavnske strøg til Amagertorv.

26. marts 2012 / Af Kasper Egeberg

Sidst opdateret d. 21. januar 2014

}