Copenhagen X Galleriet

Copenhagen Towers

Danmarks største erhvervsbyggeri med plads til 5.000 arbejdspladser.

Copenhagen Towers er kontor- og forretningsfolkets store schweizerkniv.

En "alt-i-en" løsning bestående af kontorfaciliteter, konferencelokaler, restauranter, butikker, wellnessområder samt et stort hotel med fire stjerner. Alt sammen placeret i Ørestad lige ved motorvejsafkørsel 19, metroen, tog og fem minutter til lufthavnen.

Copenhagen Towers mest iøjnefaldende karaktertræk er de to høje bygninger, som indeholder hotel og kontorer. Hotellet er tegnet af danske Dissing+Weitling, mens Foster+Partners fra London står bag kontortårnet og atriet, som binder de to tårne sammen og samtidig fungerer som hovedindgang til komplekset.

Offentligt tilgængeligt atrium

Atriet er hjertet i komplekset. Det er her man træder ind i bygningen og fordeler sig videre rundt i komplekset. Her kommer stort alle brugere og besøgende igennem, og her finder de en lang række fælles funktioner og aktiviteter.

Atriet bliver offentligt tilgængeligt, og det er planen og håbet, at det vil bidrage til at skabe liv i Ørestadsområdet - også efter kontortid.

I atriet vil der være forskellige kulturelle aktiviteter, foredrag, udstillinger samt restauranter og caféer.

3. generations kontorer og globalt businesscenter

Sjælsø Gruppen, som er developer på projektet, siger 3. generations kontorer og globalt businesscenter, når de skal sætte et par nøgleord på projektet. Bag disse lidt kryptiske udtryk gemmer sig en målsætning om at skabe et arbejdsmiljø med et meget højt serviceniveau. For medarbejderne handler det om adgang til tandlæge, læge, onlineindkøb bragt til bilen i parkeringskælderen, foredrag og kurser i bygningen, eget betalingskort til restauranterne og caféerne, fitness og meget mere som kan lette hverdagen.

Infrastrukturelt paradis

Copenhagen Towers ligger sammen med Ferring, Ørestad City og Rambølls kommende domicil i hvert sit hjørne af et stort kvadratisk område, der gennembrydes fra alle sider af infrastruktur - metro, tog og motorvej.

Når byggeriet står helt færdigt, skal det rumme op mod 5.000 arbejdspladser og vil være det største erhvervsbyggeri samlet på et sted i Danmark.

 

 

Sidst opdateret d. 21. januar 2014

}