Copenhagen X Galleriet

Cph Living

I det inderste af Københavns Havn ved Kalvebod Bastion ligger Københavns første flydende havnehotel. En gammel transportpram er blevet forvandlet til et eksklusivt hotel med 12 værelser.

I det inderste af Københavns Havn ved Kalvebod Bastion tæt på Langebro har København fået sit første flydende havnehotel. En gammel transportpram er blevet forvandlet til et eksklusivt hotel med 12 værelser - alle med bølgeskvulp som baggrundsmusik og førsteklasses udsigt over havnen og byen.

CPH LIVING, som hotellet hedder, udmærker sig desuden ved at være særdeles energi-bæredygtigt, idet det udnytter energien fra havnevandet til at opvarme hotellet.

Lang proces at etablere nye husbåde

Det er bestemt ikke hver dag, at København får en ny husbåd i havnen. Debatten om flere husbåde i det store havnebassin har raset gennem mange år i København med skiftende udmeldinger fra politikere, havnens ejere og de mange forskellige offentlige og private ejere af Bolværkerne langs havnen.

For Waterliving, som er tegnestuen samt entreprenøren bag CPH LIVING projektet, har hele processen da også været lang og til tider tung med en del bureaukratiske udfordringer, fortæller Klaus Antons fra Waterliving. De uafklarede tilstande omkring husbåde i havnen er bl.a. kommet til udtryk ved, at det tog 3-4 år at skaffe en tilladelse fra Københavns Kommune til at lægge hotellet ved Langebro - og denne tilladelse gælder i øvrigt kun i foreløbigt fem år.

CPH LIVING ligger nu ved Langebro på et offentligt kajområde, som ifølge kommuneplanen skal have publikumsorienteret erhverv på stedet. Den eneste nabo i havnen er restaurantbåden VIVA.

Nyt hotel på gammel pram

Husbådereglerne for den pågældende placering i Københavns havn har desuden betydet, at hotellet ikke måtte bygges på en nybygget husbåd. Derfor måtte Waterliving skaffe og ombygge en gammel transportpram, selvom det havde været nemmere at bygge en ny hotelbåd fra grunden.

Bæredygtighed

Konstruktionen af hotelbåden gemmer på en energimæssig specialitet. Hotellet udnytter nemlig den varmeenergi, som findes i havnevandet omkring båden til at opvarme brugsvandet ombord, så det kan bruges til varmt vand i hanerne og som opvarmning af gulvvarme i værelserne.

Nederst i skroget er der indbygget 300 meter slange og en varmepumpe fra Danfoss. Varmen fra havnevandet trænger ind gennem skroget og opvarmer brugsvandet, som løber i de 300 meter slange og varmepumpen hæver til sidst temperaturen til 65-70 grader. Systemet giver en beregnet energibesparelse på 65 procent, fortæller Klaus Antons fra Waterliving.

Fuldautomatisk hotel

CPH LIVING er et fuldautomatisk hotel, hvilket i praksis betyder, at man som gæst booker og betaler via nettet, hvorefter man får en pinkode i hånden, som bruges til at checke ind og ud af hotellet. Ud over rengøringspersonalet har man altså som gæst hotellet helt for sig selv. Morgenmaden kommer fra restaurantbåden VIVA, som meget belejligt er nabo til CPH LIVING.

Pram-hotellet er det første af sin art i København, og medejer Henrik Smith mener, at værelserne skal sælges på folks lyst til romantik, komfort og havneatmosfære.

Sidst opdateret d. 21. januar 2014

}