Copenhagen X Galleriet

Dansekapellet

Gammelt kapel omdannet til spektakulær dansescene for børn og unge i Nordvest.

Kapellet ved Grundtvigskirken i Nordvest blev tegnet i 1908 som en sidste station for de døde. I dag er stedet omdannet til et spektakulært dansekapel, der skaber liv for børn og unge i Nordvest. Det er Domus arkitekter og 32 millioner kroner fra Københavns kommune, Nordeafonden og Lokale- og Anlægsfonden, der står bag projektet.

Det gamle krematorium fyldes med liv

Det har ikke været den mest oplagte bygningsrenovering i byen, da det blev besluttet at omdanne det næsten 100 år gamle kapel til dansemekka for de nordvestlige københavnere. Selvom kapellet ikke har været i brug i en årrække var kælderen stadig fyldt med krematorieovne og kølerum til de døde.

Under udgravningerne til det nye hus har arkitekt Claus Smed Søndergaard, partner i DOMUS Arkitekter stiftet hårrejsende bekendtskab med fortiden.

"Jeg tror, at alle som har været involveret i projektet har gennemgået tilstanden fra lettere chok ved det første møde med huset til fascination over mulighederne i projektet. I urnekældrene under kuppelsalen stod urnerne i flere niveauer og gav vidnesbyrd om stedets tidligere funktion. Det var et forladt, kold og fugtig sted, som kunne ryste selv den mest hærdede sjæl."

Alle involverede i projektet har været bevidste om at opretholde en behørig respekt for den tidligere brug, samtidig med at mulighederne for at skabe et visionært, levende og energifyldt danse- og bevægelseshus skulle sikres.

"Vi har forsøgt at finde den nerve, der allerede var i kapellet. Vi vil ikke overføre en fornemmelse af død og ødelæggelse til det nye sted, men vi har taget stedets ro og alvor med som kontrast til alt det lette, lyse og udadvendte, som ligger både i dansen og de nye elementer", fortæller Claus Smed Søndergård fra Domus arkitekter til Politiken.dk.

Kapellets solide vægge og bærende søjler er bevaret sammen med flere af de gamle gulve. I kælderetagen lyser azurblå mosaik op i omklædningsrummene, hvor de gamle krematorieovne er byttet ud med brusenicher. Rummene selv ligner mere amfiteatre end de tildampede, klinkebesatte omklædningsrum som andre af byens fritidsfaciliteter byder på.

De særegne lokaler giver sammen med de blyindfattede ruder en næsten opløftende stemning, der må siges at være unik for kommunale anlæg i København.

En oplevelse i sig selv

Under det forhøjede loft i den markante kuppel kan dansere og publikum i fremtiden støde på hinanden på stedets intime scene. På Dansekapellets anden scene, 'Store sal', er loftet blevet hævet for at give plads til nye vinduer rundt langs loftet og her kan op til 350 tilskuere ad gangen overvære forestillinger fra Uppercut Danseteater.

Teatret står bag projektet 'Dans i Nordvest', der siden 1999 har givet børn og unge i Nordvest mulighed for at opleve dans på egen krop. Udover optrædener på de to scener får de unge dansere også glæde af tre studios, der bland andet kan bruges til ene-undervisning eller af mindre grupper.

Indgangen til Dansekapellet sker gennem gården og husets foyer, som binder kapellets labyrintiske gange sammen og lader kapellets besøgende fordele sig rundt i huset. Indgangen ligger i stueplan, mens Store sal til højre er sænket, så den ligger halvt under jorden.

Kuppelsalen ligger derimod en halv etage over jorden, hvilket giver plads til omklædning og baderum nedenunder. Niveauforskellene og de mange forskelligartede rum skaber en nærmest labyrintisk fornemmelse, der er med til at gøre kapellet til en oplevelse i sig selv.

Sidst opdateret d. 21. januar 2014

}