Copenhagen X Galleriet

Elefanthuset

Med Norman Fosters elefanthus er Københavns Zoo blevet løftet op i den arkitektoniske superliga. Landskabsudviklingen af Elefanternes område, har danske SLA stået for.

Zoologisk Have har i længere tid arbejdet målrettet på at forbedre dyrevelfærden og skabe bedre forhold for publikum. Arkitekter har medvirket til at løfte opgaven med helt nye måder at udforme dyrenes anlæg. Den internationalt anerkendte arkitekt Norman Foster står bag det nye elefanthus der er omgivet af et landskab til elefanterne, som grænser ud mod Frederiksberg Have. Her er ingen hegn - kun søjler, vandgrave og forskydninger i murenes højde adskiller elefanterne fra resten af haven.

 

Norman Foster har sat sin tydelige signatur på elefanthuset der består af to gigantiske glaskupler som man ofte finder i hans byggerier. Glaskuplerne gør bygningen lys og venlig, og på glasset er trykt et bladmønster så lyset inde i huset filtreres som gennem træer og buske. I det hele taget forsøger arkitekturen at skabe bedst mulige vilkår for elefanterne, for eksempel ved at gøre de indre rum store nok til at flokken kan blive sammen døgnet rundt.

 

Publikum bevæger sig i et forløb med ramper og udsigtsplatforme hele vejen rundt om anlægget og i en sløjfe ind igennem elefanternes indendørs områder, for til sidst at nå frem til en større udstilling om elefantens kultur- og naturhistorie i bunden af huset. Man bør unde sig selv at opleve anlægget fra Frederiksberg Have hvor man kan få et fint panoramisk kig til både det gamle og det nye Elefanthus eller være så heldig at opleve elefanterne lege med mudder i vandhullerne.

Sidst opdateret d. 16. december 2014

}