Copenhagen X Galleriet

Flintholm Port

Indgangen til det nye byområde Flintholm kommer fra Finsensvej til at foregå via byggeriet Flintholm Port, der rummer supermarked, tegnestue og penthouse-lejligheder.

Det er en udsædvanlig sammensætning af funktioner, der gemmer sig bag den rolige facade på Flintholm Port, som ligger på hjørnet ind til det nye byområde Flintholm på Frederiksberg.

Stueetagen huser en supermarkedskæde. Oven over er indrettet en parkeringsetage i to forskudte dæk, dernæst følger en etage med kontorlokaler og taghave, og øverst er der bygget beboelse, udformet som tre separate penthouseboliger, opført som etplanshuse med tilhørende udeareal.

Det var med intention om at harmonisere de mange funktioner, at arkitekterne valgte at skabe en så symmetrisk og enkel facade som muligt. Den er opdelt i lige store kvadrater af skiftevis brasiliansk skiffer, egetræ og glas. Bygningens nederste etage er beklædt med mursten, som foreskrevet af stadsarkitekten i Frederiksbergs Kommune.

Westernkulisse afværget

Den ejendommelige sammensætning af funktioner er resultatet af et spektakulært forløb, der begyndte da LIDL bad JJW Arkitekter om et udspil til et supermarked, der kunne harmonere med det æstetisk bevidste Frederiksberg.

LIDL ville egentlig bare bygge en enkelt etage. Lokalplanen krævede mere højde. Supermarkedskæden ville gerne imødekomme kravene, men havde ingen interesse i at bygge yderligere, så de foreslog at man blot forlængede murene uden at fylde indhold i skallerne.

Efter et stort arbejde på at overbevise LIDL om, at idéen ikke var god, endte man med en løsning, der blev tilfredsstillende. Faktisk så tilfredsstillende, at JJW Arkitekter besluttede sig for at flytte ind og indrette ny tegnestue i bygningen.

Fire verdener

Flintholm Port er konstrueret af beton. Det har man valgt ikke at lægge skjul på inden for facaderne, hvor alt fra trappeopgange til kontorlokaler og søjler i supermarkederne fremstår helt rå. Sammen med vinduespartierne udgør betonen de røde tråde igennem de vidt forskellige etager, der hver især er specifikt indrettet til sit formål. På den måde er det også lykkedes at adskille de enkelte funktioner så markant, at intet minder om supermarked på kontoretagen eller parkeringsetagen. De private penthouseboliger er trukket ind på midten af bygningens tagetage. Med udsigt over alle byens verdenshjørner forekommer boligerne helt uafhængige af de andre funktioner på etagerne under.

Sidst opdateret d. 21. januar 2014

}