Copenhagen X Galleriet

Flodhestehuset

Zoologisk Haves nye flodhestehus er en del af et nye savanneområde og har givet både dyr og publikum bedre betingelser.

Det lyder måske vildt, hvis man ikke selv har set det, men i Søndermarken kan man opleve antiloper, zebraer og andre savannedyr græsse omkring i årets varme måneder. Dog skal man ikke være bange for at støde på et arrigt næsehorn på sin søndagsspadseretur, for savannen er en del af Zoologisk Haves indhegnede afdeling for afrikanske dyr. Flodhestehuset, som stod færdig i 2007, var sidste del af anlægget, der har givet både dyr og publikum bedre forhold.

Savannen dækker et område på 1½ hektar og er omkranset af en 700 meter lang sti. Stien er tænkt som et forløb og fører de besøgende rundt til de forskellige dyrearter. Den skærer derfor også lige igennem det nye hus, som ud over at forbedre betingelserne for husets firbenede beboere også giver publikum en bedre indblik i flodhestenes hverdag.

Tilflugtssted til kolde nætter

Normalt har flodheste jo ikke brug for tag over hovedet, men selvom de er store og tykhudede, er det danske klima alligevel for køligt for de afrikanske dyr. Derfor er det nye hus tænkt som et tilflugtssted, hvor Zoos tre flodheste kan overvintre.

Skåret ind i landskabet

Det nye flodhestehus er bygget ind i en grøn bakke, der adskiller haven og Søndermarken, og ligger som et fremskudt krystalprisme med sine store glaspartier.

Bag glasset, som giver lys til huset og udsyn over savannen, kan flodhestene boltre sig i et opvarmet bassin, hvor Zoos besøgende kan komme helt tæt på - ganske vist bag en panserglasrude, der adskiller publikums- og flodhesteareal. Ruden giver de besøgende mulighed for at se, hvad dyrene foretager sig under vandet. For at undgå at bassinet bliver plumret, har man installeret et vandbehandlingsanlæg.

Den kunstige sø er omkranset af tropisk beplantning, som bebos af forskellige eksotiske fuglearter, og i midten er der anlagt en lille ø til flodhestene. Huset rummer også nogle mere private gemakker, flodhestenes stalde, som ikke er synlige for publikum.

Vægge som flodhestehud

Flodhestehuset er opført i grove materialer. Væggene er støbt i beton med bræddeforskalling og står ubearbejdede, og de gennemgående materialer er sten, metal og træ. Det er arkitekternes hensigt, at huset skal give mindelser om og også føles som en flodhest, når nu man ikke kan komme til at røre ved dyrene selv.

Donation gjorde det muligt

Flodhestehuset har sammen med savannen og andre nye stalde kostet ikke mindre end 80 mio. kroner at anlægge. Pengene kom fra OJD Fonden og Annie og Otto Johs. Detlefs' Almennyttige Fond, der også har finansieret køb og hjemtransport af tre hvide næsehorn fra Pilanesberg Nationalpark i Sydafrika.

Anerkendelse fra kommunen

Frederiksberg kommune uddeler hvert år en pris til smukt og godt byggeri i kommunen. I 2008 modtog ikke mindre end to af Zoos nye bygninger denne anerkendelse - nemlig Flodhestehuset og Foster & Partners' Elefanthus i havens nordlige afdeling.

Sidst opdateret d. 21. januar 2014

}