Copenhagen X Galleriet

Fyrholm

Med front mod havneløbet er Sluseholmens karréer ved at blive klar til indflytning.

Området omkring Sydhavnens sluse havde længe ligget næsten tomt efter at den tunge erhvervstrafik i havneløbet blev afviklet. Livet i Sluseholmen startede derfor forfra med beboerne, da de flyttede ind på Fyrholm, som i oktober 2006 var én af de først bebyggede øer på Sluseholmen.

Københavns Kommune og arkitekterne bag Fyrholm-karréen har arbejdet bevidst med at hjælpe processen på vej, så området over tid kan udvikle sig til en levende bydel. Københavns Kommune besluttede for eksempel at bevare det liv, der allerede udspiller sig omkring den nærliggende bådklubs små røde træskure, der ligger med front mod havneløbet. Gårdarealet har arkitekterne ønsket at gøre halvoffentligt ved at skabe adgang direkte gennem to store åbne porte. Og hele stueetagen er udformet, så rummene kan ændres til butikslokaler i takt med at behovet opstår.

Fred importeret fra Holland

I tråd med Sjoerd Soeters dogmer for hele Sluseholmen er alle facaderne på Fyrholm-karéen udformet forskelligt.

Claus Gröning ønskede en kontrast, der kunne tilføre stedet lidt ro. Da han besøgte Begijnhof i Amsterdam fik han idéen til hvordan.

Begijnhof er et anlæg fra 1400-tallet, der ligger omsluttet af gamle, traditionelle hollandske huse. Stedet hørte til en katolsk kvindeorden, der levede et puritansk liv omkring det tilbagetrukne haveanlæg med en kirke i midten. Fyrholms gårdanlæg bliver udformet, så det på mange måder vil ligne Begijnhof: En stor, plan græsflade, omkranset af vinduer ind til husene og med de meget sparsomme virkemidler som lave lange hække og stisystem. Intentionen er, at man med det samme skal kunne overskue det hele og få fornemmelsen af fredfyldt park.

Parkering i byen får en ny dimension

Som den eneste af de i alt 8 karréer, der opføres i Sluseholmen, har Fyrholm fået sin egen rampe til mindre både. Gennem den ene af de to åbninger, der leder ind til det fælles gårdanlæg, skal beboerne kunne trække deres joller og kajakker op på land, når de kommer sejlende hjem. De traditionelle trafikanter parkerer under jorden. Opgangen er placeret, så den fører direkte op i midten af gården - et valg, der er truffet for give de nye beboere en mulighed for at møde hinanden og falde til i det nye kvarter.

Sidst opdateret d. 21. januar 2014

}