Copenhagen X Galleriet

Havneholmen

På Havneholmen blev liggestole og volleynet i 2006 afløst af kraner og gravemaskiner, som opfører endnu en ny bydel.

Havneholmen er navnet på området bag indkøbscentret Fisketorvet for enden af Kalvebod Brygge. I flere år var holmen mest kendt for strandbarerne Pappa Hotel og Copencabana, men i 2006 blev liggestole og volleynet afløst af kraner og gravemaskiner, som tog fat på endnu en ny bydel ved havnen.

Havneholmen bliver en blanding af erhvervs- og boligbyggeri, og der er planer om havnebad og en lille lystbådehavn, som skal være med til at skabe liv og aktivitet. Måske bliver der også plads til et mindre antal husbåde i den sydlige del af området. Især havnebadet ventes i sommermånederne at tiltrække massevis af mennesker fra nærliggende Vesterbro ud i den nye bydel. Også fra Islands Brygge bliver der let adgang via den nyanlagte Bryggebro.

Den store skål

Den svenske tegnestue Wingårdh Arkitekter har udarbejdet helhedsplanen for Havneholmen. Den centrale idé er en såkaldt skålform, der dannes ved at bygningernes tage skråner ned mod skålens bund i midten af området, hvor den centrale adgangsvej løber.

Et andet vigtigt element er en minimum 6 meter bred fodgængerpromenade, der løber hele vejen rundt om Havneholmen. På nogle stræk kan man vandre ind under byggerier, som er trukket hen over promenaden og ud mod vandet. Ligesom det er tilfældet på Sluseholmen, er det meningen, at de nye bygninger og beboere skal fungere i harmoni med 'gamle' beboere som både- og roklubberne, der holder til i Tømmergraven i den sydlige del af området. 'Det handler om sikre de eksisterende fritidsaktiviteter, fordi vi ved, hvor svært det er at skabe nogle nye', sagde projektleder Peter Christensen fra Skanska under udviklingen af området.

Flere forskellige arkitekter

En række forskellige tegnestuer er involveret i byggeriet på Havneholmen. På den prominente plads på holmens nordlige spids har PLH Arkitekter tegnet et ny hovedsæde til Aller-koncernen, mens Lundgaard & Tranberg har stået for en del af boligbyggeriet. Lundgaard & Tranberg har også udformet et lettere futuristisk forslag til et havnebad bestående af tre bassiner placeret omkring en central platform. Havneholmen er blevet nabo til en nyt storhotel - Copenhagen Island - der er tegnet af Kim Utzon Arkitekter og er opført på en lille ø i havnen for enden af Kalvebod Brygge.

 

 

Sidst opdateret d. 21. januar 2014

}