Copenhagen X Galleriet

Metrocityring

Københavns populære metro bliver frem til 2018 udvidet med en helt ny cityring på 15,5 kilometer og 17 nye stationer.

Cityringen lægger sig med to nye linjer, M3 og M4, som en stor ring ned over den nuværende metro. På metrostationerne Kongens Nytorv og Frederiksberg vil man kunne skifte mellem cityringen og den "gamle" metro, og der kommer bl.a. nye metrostationer på centrale knudepunkter som fx Københavns Hovedbanegård, Rådhuspladsen, Nørrebro Runddel og Trianglen på Østerbro.

Københavns største byggeplads

Københavnerne er glade for deres metro og cityringen vil utvivlsom også gøre transporten rundt i København mere bekvem. Frem til 2018 betyder cityring-byggeriet dog mest en masse nye byggepladser på centrale steder i hovedstaden. Ud over udgravninger ved de kommende metrostationer bliver der arbejdet mange andre steder i byen med omlægninger af ledninger og rør og etableringer af nødudgange.

Arkæologiske udgravninger

Byggeriet af Cityringen har desuden ført den største arkæologiske udgravning i Danmark med sig. Arkæologer fra ind- og udland har fået mulighed for at kortlægge nye kapitler af Københavns historie, og det har bl.a. resulteret i spor efter en havn ved Gl. Strand med en tidsdatering til omkring 700-tallet. Det betyder, at København er blevet ca. 300 år ældre, end man hidtil har troet.

Stations-arkitektur og nye byrum

De kommende 17 nye stationer skal indrettes efter samme grundlæggende principper, som de metrostationer vi kender i dag, hvilket vil sige store åbne rum og nem adgang til perronerne.

Til gengæld kommer stationerne ikke til at se ens ud. Vægbeklædning og belægninger på perronen samt bygningsdele, som rækværk og rulletrapper, bliver udformet så cityringens stationer bliver mere afvekslende af færdes i.

Også pladserne foran stationerne skal have deres eget særpræg og i højere grad tilpasse de bydele, de bliver en del af. Det sker bl.a. ved at udforme de karakteristiske ovenlys-kasser på forskellige måder.

Københavns Kommune har lavet en række fotomontager, der viser, hvordan de nye byrum kan komme til at se ud. Se dem her

Italienere bygger metroen

Hele det københavnske metrobyggeri er opdelt i fire etaper, hvor cityringen er den fjerde og foreløbigt sidste etape.

Italienske Salini har vundet opgaven med at bygge den 21,3 milliarder kroner dyre fjerde etape. Til at levere metrotog og få dem til at køre planmæssigt har man valgt italienske Ansaldo, som tidligere har løst samme opgave for den nuværende metro.

Læs mere

Metroselskabet har et omfattende website om udbygningen af metroen.

Her kan du bl.a.:

>> Se stort kort over byggepladser i forbindelse med metrobyggeriet

>> Se tidslinje for byggeriet

>> Læse om de nye stationsbyrum

>> Læse om stationsbyggerierne og andre byggesteder

Sidst opdateret d. 21. januar 2014

}