Copenhagen X Galleriet

Metroen

New York, Hongkong, Moskva, London, Washington, Barcelona, Paris, Budapest, Hamborg, Athen, Berlin, Stockholm, Rom og Tokyo - de har alle en. Og nu har København også fået sin Metro.

Med 21 kilometer bane, 22 stationer og 34 tog er København bogstaveligt talt kommet med på vognen. Med en maksimal fart på 80 km/t bringer Metroen travle byboere fra Nørreport til Forum på 2 minutter eller til lufthavnen på 16 minutter. Og københavnerne har taget Metroen til sig. På et hverdagsdøgn i en af de travle vintermåneder stiger ca. 160.000 passagerer på Metroen.

Metro i flere etaper

De første tre etaper af Metroen har gjort det lettere at komme fra den ene til den anden ende af København og til lufthavnen. Den fjerde etape, Cityringen, blev aftalt politisk i 2005 og forventes at stå færdig i 2018.

1. etape - "Ørestadsbanen" går fra Nørreport via Christianshavn til henholdsvis Lergravsparken og Vestamager.

2. etape - "Frederiksbergbanen" løber mellem Nørreport over Frederiksberg til Vanløse. Første del går fra Nørreport til Forum og anden del fra Forum til Vanløse.

3. etape - "Østamagerbanen" åbnede i september 2007 og etablerede forbindelse mellem Københavns Lufthavn og resten af metronettet via Lergravsparken.

4. etape - "Cityringen" forventes at stå færdig i 2018. Læs mere om Cityringen her

Minimalistisk design

Designet af den københavnske Metro er blevet beskrevet som tidløst, rendyrket skandinavisk minimalisme. KHR Arkitekter AS, som står bag metro-designet, har fokuseret på, at den rejsende kommer hurtigt og sikkert frem til sin destination. Der er kun lagt op til kortvarigt ophold på perronerne, som ryddes for mennesker hvert 2. eller 4. minut, når metroen glider forbi. Stationsrummenes lige linjer, glatte flader og lyse grå farver har ingen oplagte hjørner og skjulte kroge for potentielle forbrydere og harmløse gademusikanter, som må holde sig over jorden. 'Det er fantastisk vigtigt, at man som passager allerede på vej ned har overblik over, hvem man vil undgå nede på perronen eller eventuelt gerne køre i metro med', forklarer arkitekten Nille Juul-Sørensen fra KHR Arkitekter.

Søjler og lys viser vej

Metroens vartegn er en fem meter høj Metrosøjle. Søjlen signalerer på lang afstand, at her er en Metrostation. På søjlens elektroniske display kan man læse information om afgange. Metrosøjlen er designet af Knud Holscher Industriel Design. Men det er ikke kun på søjlen, man kan kende Københavns Metro. De underjordiske metrostationer skiller sig ud fra stationerne på andre metrobaner, fordi de er oplyst ved hjælp af dagslys. Over jorden lader glaspyramider i asymmetriske former dagslyset komme ned i stationsrummet og på perronen 18 meter under jorden. Ovenlyssystemet er designet af KHR A/S Arkitekter i samarbejde med de østrigske lyseksperter Bartenbach Lichtlabor.

Verdens bedste

I april 2008 valgte branchefolk fra verdens metropoler den københavnske Metro som verdens bedste i forbindelse med konferencen Metro Rail. De vigtigste bevæggrunde for at tildele København prisen for bedste metro var Metroens høje driftsstabilitet, evnen til hurtigt at få tilpasset den nye strækning til Lufthavnen station samt den høje passagertilfredshed og sikkerhed.

Sidst opdateret d. 21. januar 2014

}