Copenhagen X Galleriet

Metropolis

Omgivet af vand på tre sider ligger Metropolis tpå den yderste halvø i Sluseholmen, som i den anledning er blevet udvidet med 2000 kunstige kvadratmeter.

Futuristisk fantasi.

Sådan står der i salgsmaterialet om den 40 meter høje boligejendom, Metropolis. Og med sine runde former, strålende lyseblå farve og organiske udtryk er beskrivelsen af bygningen ikke helt ved siden af. Omgivet af vand på tre sider ligger bygningen på den yderste halvø i Sluseholmen, som i den anledning er blevet udvidet med cirka 2000 kunstige kvadratmetre.

I alt indeholder højhuset 81 lejligheder mellem 89 og 214 m² fordelt på 11 etager. Det betyder, at både byen og Amager Fælled kan ses fra husets mange altaner og den fælles tagterrasse, der strækker sig langs hele bygningens vestside.

Fremtidig hybrid

Allerede i lokalplanen for Sluseholmen var det besluttet, at den yderste spids skulle reserveres til en markant bygning. Og det er Metropolis. Som et resultat af samarbejdet mellem den eksperimenterende engelske tegnestue Future Systems - der blandt andre står bag det prisbelønnede indkøbscenter Selfridges i Birmingham - og den danske tegnestue Kasper Danielsen Arkitekter, er bygningen en hybrid mellem international og skandinavisk arkitektur.

"Future Systems arbejder meget med naturens organiske former, og facaden er mere indpakket og scenografisk, end vi er vant til i Skandinavien. Til gengæld har vi indvendigt sat fokus på, at lejlighederne opfylder de behov, danskerne har," fortæller arkitekt Malin Meyer fra Kasper Danielsen Arkitekter.

Røg i hovedet

Egentlig var det planen, at bygningen skulle være 60 meter høj. Men på grund af røgen fra H.C. Ørstedsværket, blev den kun 40 meter. Det nærliggende værk skal imidlertid nedlægges om fire-fem år, og derfor leger arkitekterne med tanken om at bygge et modul, der senere kan lægges oven på Metropolis. Røg eller ej - de fleste af lejlighederne er solgt. Og i fremtiden skulle det ifølge planen blive muligt at lægge båden til ved éns private bådplads eller hoppe i det nærliggende havnebad, der med sine bølgende bådebroer kommer til at indgå i et samspil med Metropolis.

Sidst opdateret d. 21. januar 2014

}