Copenhagen X Galleriet

Nimbusparken

Den gamle Nimbusfabrik er blevet til et nyt byområde på Frederiksberg

Mellem Finsensvej og Peter Bangs Vej blev der i 2008 opført et nyt Frederiksberg-kvarter. Den tidligere industrigrund er i dag omdannet til bolig- og erhvervsformål, indrettet i eksisterende og nyopført byggeri. Wuttke & Ringhof Architekten fra Berlin fik en førstepræmie for helhedsplanen med et forslag, der indeholdt en bred variation af tematiske byhaver.

Dommerkommitéen belønnede samtidig Jan W. Hansen Aps og Birk Nielsen Tegnestue for et andet forslag, der indeholdt en plan for punkthuse. Wuttke & Ringhof Arkitekter endte med at lave den samlede helhedsplanplan, hvor nye punkthuse, randbebyggelse og gamle industriejendomme er vævet sammen til "et tæppe af haver".

Det har ført til et patchwork af af udendørs rum med forskellig karakter. Af 37.000 m2 nybyggeri udgør de 11.000 m2 boliger. Resten er fortrinsvist indrettet til kontorer.

Nimbus og Nilfisk

Nimbusparken er anlagt på den grund, hvorfra de to danske klassikere, Nimbus-motorcyklen og Nilfisk-støvsugeren, blev produceret af samme producent fra første del af 1900-tallet. Fabrikkerne leverede i mange år motorcykler til blandt andet postvæsen og politi. Motorcyklen med den rørformede benzintank er siden blevet klenodie og samlerobjekt.

Trods den store popularitet gik salget stadig dårligere efter 2. Verdenskrig. Flere og flere kørte bil og i 1959 måtte produktionen af Nimbus slutte. Støvsugerproduktionen fortsatte på grunden helt frem til 1995, hvor Nilfisk-fabrikkerne flyttede til Brøndby og Frederiksbergs gamle industrigrund i flere år lå lettere forsømt hen. Omdannelsen fra industri til nyt bolig- og erhvervsområde er siden hen foregået i etaper. Der resterer kun arealer ud mod Finsensvej som endnu ikke er bebygget.

Humlebien

Foruden selve områdets navn er der endnu en reference til grundens historie i Nimbusparken. Humlebien er en særligt iøjnefaldende tidligere industriejendom, der springer i øjnene, når man bevæger sig ind på området fra Finsensvej. Navnet Humlebien har bygningen fået fra den særligt populære Nimbus-model der bar samme navn på grund af en helt særlig motorlyd, der kom fra dens 4 cylindre. Den 2.900 m2. store bygning er omdannet til boligejendom med 28 luksuslejligheder på 80 - 150 m2. Juul & Frost Arkitekter har søgt at afspejle bygningens tidligere funktion i ejendommen. Væggene er malet råhvide, de oprindelige betonlofter, søjler og forskallinger er bevaret. Med 3,5 m. til loftet og de store fabriksagtige vinduespartier er flere af lejlighederne lyse og åbne med inspiration fra New Yorker-lofts.

Sidst opdateret d. 21. januar 2014

}