Copenhagen X Galleriet

Ørestad Bypark

Otte øer danner små, afgrænsede haver med plads til forskellige aktiviteter og oplevelser for legelystne og udendørsfolk i alle aldre.

Mellem Fields og Bella Center har der siden Ørestads opståen ligget en stor lidt øde bypark med en gennemgående asfalteret sti, træer og bænke. Trods de åbne vidder og mange bænke har parken haft svært ved at tiltrække liv til det nybyggede område i Ørestad.

Arkitektfirmaet MUTOPIA fik derfor til opgave at nytænke byparken, så den kunne fungere som et socialt samlingssted for områdets beboere. I samarbejde med GHB landskab, Kemp & Lauritzen og Moe & Brødsgaard blev opgaven løst og parken taget i brug i juni 2008.

Borgerinddragelse

Både bygherrer og arkitekter var enige om, at områdets beboere i høj grad skulle inddrages i udformningen af parken. Beboere og institutioner i Ørestad blev derfor i efteråret 2006 inviteret til at deltage i to workshops, hvor der blev diskuteret, modelleret og afprøvet ideer til parkens fremtidige aktiviteter og stemninger.

Øerne

På baggrund af resultaterne fra de to workshops blev Ørestad Bypark skabt. Parken kendetegnes ved otte have-, park- og landskabsøer, der hver især svarer til forskellige brugeres behov.

De otte øer har fået eksotiske navne som Zenøen, Spejderøen, Valentinesøen og Picnicøen. Øerne danner små, afgrænsede haver med plads til forskellige aktiviteter og oplevelser for legelystne og udendørsfolk i alle aldre. Beachvolley-bane, kyssebænk, grillpladser og klatrefunktioner kan bl.a. findes i parken. I parken repræsenteres således forskellige verdener og miljøer side om side. Mellem øerne er der masser af græs, der indbyder til alt - lige fra fodboldkampe til solbadning.

En park for alle

I Ørestad City bor der nu omkring 2.000 mennesker. Ørestad Byark er dog ikke kun tiltænkt områdets beboere, men alle københavnere, der kommer til Amager. Parkens formål er således både at være beboernes have, men samtidig en offentlig park, der byder Københavns øvrige borgere velkommen.

Sidst opdateret d. 21. januar 2014

}