Copenhagen X Galleriet

Ørestad Downtown

Daniel Libeskind har lavet helhedsplanen for Ørestad City. Planen rummer tårne, små gader og en bilfri bydel.

Ørestad Downtown er NCC's navn for Daniel Libeskinds helhedsplan i Ørestad City.

Den verdensberømte polsk-amerikanske arkitekt har udarbejdet helhedsplanen for NCC Property Development, Ørestadsselskabet I/S og Steen & Strøm A/S.

Målet er en behagelig bydel

Projektudviklingschef i NCC Sonja Vendelsø fortæller, at Daniel Libeskinds vision fra starten har været at skabe en unik bydel med spændende byrum og flot arkitektur - en bydel hvor der fra starten er sat fokus på, at der gennem bevidst udformning af bygninger og byrum skal være rart at færdes og opholde sig.

Navnet Downtown er valgt for at give positive associationer til et spændende internationalt miljø og til "der hvor det sker".

Det gamle København som inspiration

Helhedsplanen er inspireret af det gamle København. Det ses bl.a. ved de snoede gadeforløb, intime byrum og stille gårdhaver. At det gamle København har været en inspirationskilde for Libeskind, ses også ved, at den centrale plads nedenfor de to tårne har samme form og størrelse som Krinsen på Kongens Nytorv.

Butikker og restaurationer skal bygges fra starten

I planen er der også planlagt butikker, caféer, restauranter, biografer og en større kulturinstitution. Og i klar bevidsthed om, at netop disse elementer er centrale for et levende byliv, vil NCC i Ørestad Downtown aktivt arbejde for at gøre det attraktivt for butikker og restaurationer at etablere sig lige fra starten.

NCC forestiller sig, at menneskene og livet i Ørestad Downtown skal komme fra de 5-7.000 kontorarbejdspladser, fra bolighøjhuset, de to store hoteller, fra den planlagte kulturinstitution og fra storcentret Fields. Derudover rummer resten af Ørestad og hele Vestamager mange potentielle kunder, gæster og brugere af Ørestad Down Town.

Sidst opdateret d. 21. januar 2014

}