Copenhagen X Galleriet

Papirøen

Lige over for Skuespilhuset ligger Christiansholm, bedre kendt som Papirøen. Du kan formentlig huske de karakteristiske grå haller med røde porte, der hemmelighedsfuldt skuede ud over havneløbet. Her havde Pressens Fællesindkøb gennem flere årtier deres lager af papir - deraf navnet Papirøen. Pressens Fællesindkøb opsagde imidlertid kontrakten ved udgangen af 2012, fem år før tid, og det har åbnet for helt nye muligheder og spændende eksperimenter på den centrale og eftertragtede plads.

Papirøen var indtil udgangen af 2012 et af havnens sidste industriområder uden offentlig adgang, men med papirlagerets farvel, har du nu mulighed for at kigge med bag de røde porte. Papirøen er nemlig forvandlet fra aflukket industriområde til åbent, levende byområde med udstillinger, kreative virksomheder, caféer og restauranter - alt sammen på midlertidig basis.

Byrumseksperimenter i 1:1

De midlertidige initiativer skal udforske Papirøens potentiale og give idéer til de fremtidige permanente planer for området. "Vi forestiller os, at der efter 2017 skal være en blanding af bolig, erhverv og public service-institutioner på Papirøen. Nu har vi mulighed for i løbet af de kommende fire år at se, hvad der fungerer, og hvad der eventuelt ikke fungerer. Papirøen bliver et bylaboratorium i 1:1«, siger administrerende direktør for By & Havn, Jens Kramer Mikkelsen til Politiken.

Nye beboere sparker liv i Papirøen

Papirøens nye beboere er kommet på plads og har pustet liv i de gamle industrihaller. Tilflytterne er alle kreative og udadvendte virksomheder, der skal kickstarte Papirøens nye liv som levende urbant område. "Her er muligheden for at afprøve noget nyt. Det spændende ved gamle industriejendomme er, hvordan man kan bevare deres sjæl og samtidig bruge dem til noget andet, når den oprindelige aktivitet holder op," siger ejendomsudvikler Klaus Kastbjerg til byoghavn.dk.

Kreative kræfter og masser af oplevelser

De nye beboere tæller Experimentarium, der har indtaget de to største haller, mens deres lokaler i Hellerup renoveres. Også rådgivningsfirmaet Carlberg/Christensen, COBE architects og designeren Henrik Vibskov er flyttet ind. Sidstnævnte med værksted, showroom og kaffebaren Den Plettede Gris. Rækker sulten længere end en café latte, har folkene bag Restaurant Toldboden åbnet Copenhagen Street Food, der fylder den ene hal med farverige food trucks og mad fra hele verden. Copenhagen Street Food åbnede i april 2014 og dermed var der være fuldt hus på Papirøen.

Modeller med vokseværk

For COBE Architects byder de nye omgivelser på både inspiration og nye muligheder. "Papirøen er et spændende sted med masser af historie. Det er interessant, hvordan rum der er lavet til at opbevare papirruller kan bruges på helt nye måder her 50 år efter," fortæller Stine Lund Hansen fra COBE. Og de nye lokaler har allerede sat sine aftryk: "På Papirøen har vi fået plads til de helt store armbevægelser. Man kan allerede se det på vores modeller, der er vokset til dobbelt størrelse!".

Kæmpemåger i krydsfinér

Ved kajkanten har også mågerne fået vokseværk. Fire kæmpemæssige måger i krydsfinér skuer ud over havneløbet, som Papirøens blikfang. Landskabsarkitekt Kaare Skjerning står bag idéen, mens de er bygget af WoodCouture. Værket er resultatet af konkurrencen Share the View, der var udskrevet af innovationsplatformen Innosite. Idéen var at skabe et vartegn for Papirøen, der fanger opmærksomheden og vækker nysgerrighed.

3. marts 2014 / Af Ida Oline Frandsen

Sidst opdateret d. 29. september 2014

}