Copenhagen X Galleriet

Prags Boulevard

Prags Boulevard på Amager er en ret enestående københavnsk gade.

I en ikke helt lige linje løber den fra hovedfærdselsåren Amagerbrogade gennem boligkvarterer og industriområder for at ende med havudsigt til Øresund.

I forbindelse med kvarterløftet omkring Holmbladsgade var der et stærkt ønske fra beboernes side om at udnytte boulevardens mærkeligt langstrakte byrum bedre. Og for landskabsarkitekt Kristine Jensen, som står bag det nye park- og aktivitetsområde, var det vigtigt, at der ikke blev tale om et traditionelt rekreativt område, men om et grønt område med en høj brugsværdi for mennesker i alle aldre.

En rigtig folkepark.

Samvær på nye måder

Den nye park er blevet inddelt i syv aktivitetsområder med navne som Haven, Scenen, Banen og Boxen. I Haven er der mulighed for at sidde roligt mellem duftende blomster og planter. Det er der mange ældre beboere, der har savnet. På Scenen kan der leges og laves små optrædender, og på Banen kan der pjattes og spilles, som man har lyst.

'Vi er bevidst gået uden om den organiserede konkurrencesport, som holder til andre steder i området. Vi har heller ikke anlagt sandkasser og boulebaner, for det er der ude i boligbebyggelserne. I stedet har jeg villet skabe et rum, hvor mennesker kan være sammen på nye måder', siger Kristine Jensen.

 

Nye stole og lamper

Et centralt element i den nye park er udviklingen af områdets helt egne stole og lamper, kaldet Prager-stolen og Prager-lampen. De ca. 100 Prager-lamper vækker opsigt med deres gul-grønne neonfarve.

Lamperne er stillet op langs stien, der løber i parkens længde. Også den blå-grønne Prager-stol er karakteristisk skrap i farven. De omkring 700 stole er produceret i malet stål og er blevet fordelt i bundter til lokale aktører som caféer og beboerhus, der så skal sørge for at holde styr på dem. Tanken er, at de flytbare stole skal bidrage til at skabe en mere individuel og personlig park, hvor folk selv kan transportere 'stolen ud i solen'. Stolene er lavet ganske tunge i et forsøg på at forhindre, at de bliver taget med hjem.

Sidst opdateret d. 21. januar 2014

}