Copenhagen X Galleriet

Tietgenkollegiet

Kollegieboligen er kendetegnet ved et tæt forhold mellem det private og fælles rum. Tietgenkollegiets runde form sikrer begge sfærer de bedste betingelser.

Særligt for kollegiet som boligform, er den tætte sameksistens mellem det private og det fælles rum, ofte kun adskilt af en tynd dør. Og netop dialogen mellem det individuelle og det kollektive er omdrejningspunktet for Tietgenkollegiets arkitektur og indretning.
Tietgenkollegiet er resultatet af en arkitektkonkurrence udskrevet af Nordea Danmark Fonden, der ønskede at bygge et visionært bud på fremtidens kollegium. Lundgaard og Tranberg vandt konkurrencen med deres runde bygning, der både arkitektonisk og metaforisk kredser om inklusion, fællesskab og ligeværdighed.

Dynamisk facade på levende hus

Tietgenkollegiets runde bygningskrop rummer syv etager med et samlet etageareal på 24.000 m2. Bygningen gennemskæres af fem lodrette snit, der både visuelt og funktionelt opdeler bygningen i sektioner og samtidig fungerer som gennemgående passager, der udefra giver adgang til det centrale gårdrum og kollegiets etager. Stueetagen er indrettet med cafe, festsal, studie- og computerrum, værksteder, vaskeri, musik- og mødelokaler foruden cykelparkering. De øvrige etager er indrettet med boliggrupper a' 12 værelser for hver af de fem bygningsblokke. I midten ligger gårdrummet som en naturligt samlende midte, der både fysisk og visuelt er i kontakt med alle dele af bygningen.
Tietgenkollegiets facade præges af udkrængninger og fremspring, der bryder cylinderformens mulige monotoni og i stedet skaber en levende og rytmisk facade.

Med inspiration fra Kina

En af inspirationskilderne til Tietgenkollegiet var de traditionelle Tulou-bebyggelser i det syd-østlige Kina, der består af landsbyfællesskaber med både individuelle boliger og fællesanlæg, samlet i cirkelformede bygninger.
Cirkelformen går igen i Tietgenkollegiet, og er med til at skabe en bygning, der aldrig vender ryggen til og
ikke efterlader hverken bagsider, hengemte hjørner eller blindgyder. Derimod præges bygningen af lange forløb, både fysisk og visuelt, via gangene der fortsætter rundt og rundt, og via de åbne sigtlinjer på tværs af gården. Det er med til at skabe sammenhæng og fællesskab på tværs af alle sektioner af kollegiet.

Det individuelle vs. det kollektive

I Tietgenkollegiet sameksisterer rum for fællesskaber og rum for individualitet på forbilledlig vis. Fællesrum som køkken, opholdsstue, terrasser og bryggers er placeret ind mod gården, hvor store vinduespartier giver frit udsyn på tværs af gården. Herfra kan man se, hvad der sker i de andre fællesrum og stikke forbi, hvis de ser spændende ud. Alle værelser er placeret i bygningens ydre periferi, med udsigt til omgivelserne, og ligger således trukket væk fra det myldrende liv på fællesarealerne. Et greb, der giver både fællesskab og privatliv de bedste betingelser.

21. januar 2014 / Af Ida

Sidst opdateret d. 21. januar 2014

}