Copenhagen X Galleriet

Tilbygningen - Thorvaldsens Museum

Thorvaldsens Museum ved Frederiksholms Kanal er på mange måder låst af sine omgivelser. Derfor vendte museet blikket mod internettet, da de ville udvide.

Med en prominent placering mellem Christiansborg Slot, Højesteret, Slotskirken og kanalen er der ikke mulighed for fysiske udvidelser af bygningen, der i øvrigt er fredet. Derfor vendte museet blikket mod internettet, da de ville udvide.

Den virtuelle tilbygning på nettet er 'tegnet' af design og kunstgruppen Oncotype. Designer Morten Schjødt fra Oncotype fortæller, at hvor de fysiske rum på Thorvaldsens Museum i høj grad er fikserede og står som ikoner på den nyklassicistiske arkitektur og periode, så er den virtuelle udvidelse tænkt som et fleksibelt rum. Det vil sige, at udstillingsrummene på nettet ændrer sig i takt med, at museumsgæsten klikker sig rundt. På sigt skal de besøgende via nettet kunne give deres input og dermed være med til at forme tilbygningens udtryk.

Tre spor i tilbygningen

Tilbygningen, som den virtuelle udvidelse officielt hedder, er i første omgang målrettet mod gymnasieelever og andre yngre mennesker.

Der er tre såkaldte spor. Korridoren er et fiktivt spor, hvor man kan opleve en mosaik af små film, der er optaget på museet med professionelle skuespillere i hovedrollerne. Man kan sætte filmene sammen på sin egen måde og dermed skabe en unik ramme om Thorvaldsens kunst og samlinger.

I Arkivet kan man fordybe sig i Thorvaldsen og hans kunst. Mestendels i form af billeder og faktuelle tekster. Endelig er der Projektrummet, som er knyttet til et digitalt værksted på det fysiske museum. Fra det digitale værksted kan de besøgende uploade deres egne billeder og indtryk fra museet til projektrummet på nettet. Derefter kan de tilknytte forskellige informationer fra tilbygningens andre rum til deres indtryk og dermed skabe nogle alternative ruter gennem museet, som andre siden kan følge.

Trækker på erfaringer

I tilbygningen til Thorvaldsens Museum trækker Oncotype på erfaringer fra en række andre interaktive projekter, herunder den interaktive spillefilm Switching fra 2003. De 27 små film der indgår i Tilbygningen er organiseret som en række cirkulære forløb, der kan knyttes sammen på kryds og tværs. Det sker ved at man som bruger klikker på tekstlinks, der dukker op undervejs i filmene. Filmene kredser om tre unge mennesker, der er kommet på Thorvaldsens Museum for at tegne. På museet møder de blandt andet en vagt og deres gamle tegnelærer og undervejs får de oplevet og diskuteret både Thorvaldsen, hans værker, hans arbejdsmetoder og deres forhold til hinanden.

Sidst opdateret d. 21. januar 2014

}