Copenhagen X Galleriet

Zinkhuset

60 luksuslejligheder i en kubisk bygning pakket ind i grågrønne bånd af zink.

Midt på Amerika Plads ligger 60 lejligheder i en kubeformet bygning klædt i zink. Zinkhuset af Holsøe Arkitekter er en eksklusiv boligkarre, der skiller sig ud fra kvarterets øvrige bebyggelse ved at være løftet fra jorden i bygningens ene ende. Hvor facaden hæver sig fra grunden kommer et gårdrum til syne, og den åbne facade giver desuden plads til et par butikker og kontorer i stueetagen.

Pakket ind i zink

Zinkhuset har fået navn efter de smalle zinkbånd, der i varierende bredde løber fra top til bund af bygningen og nærmest pakker den ind. Metallets grønne farve er en smule mørkere end de irrede kobbertage, der kendes fra indre by, og det giver et spændende lysspil i facaden.

Til hver af de 60 lejligheder hører mindst en altan, som er skåret ind i bygningen og beklædt med træ i en gylden farve. Sammen med husets store vinduer er altanerne med til at gøre den ellers mørke facade lys og let at se på.

Åben facade

Facaden er med til at adskille Zinkhuset fra de øvrige bygninger på Amerika Plads, der oftest er bygget i tegl. Huset skiller sig dog for alvor ud i den vestlige ende, hvor facaden bliver hævet op på en række betonsøjler, der gør det muligt at gå under huset. Her åbner bygningen op for publikum, da der efter planen skal være butik eller cafe på stedet.

Luksuslejligheder

Mellem facadens butiksrum åbner en vej sig ind til husets gård. Her er ikke tale om grønne plæner og grillområder, gården fungerer mere som en åben foyer for husets gæster. Rundt om den rejser husets lejligheder sig i fem etager. Boligerne er fra tre til fem værelser og ligger i den prismæssigt dyre ende. På øverste etage ligger to penthouselejligheder, der har hver deres private tagterrasse.

Sidst opdateret d. 21. januar 2014

}