Dansk Arkitekturguide

Jens Bangs Stenhus

Jens Bangs Stenhus anses for at være et af de fineste og bedst bevarede eksempler på et borgerhus fra Christian IV´s tid. Huset er inspireret af hollandsk renæssance og opført af flammede munkesten. Huset er meget karakteristisk med de vandrette sandstensbånd på facaden og de 4 sandstens-udsmykkede gavle. Blandt husets øvrige sandstensdetaljer er de mest karakteristiske maskehovederne i bruskbarok under vinduernes bueslag.
Bygningen var oprindelig en del af et større antal købmandshuse, som lå ud mod Østerå. Østerå var en vigtig trafikåre i byen, indtil den blev overdækket i 1870erne. I gadeplan havde købmanden sine boder, på 1. sal var hans bolig, på anden sal kamre, og øverst var der kornloft.

31. december 2013 / Af Kasper Egeberg

Sidst opdateret d. 22. januar 2014