Dansk Arkitekturguide

Klintegaarden

På Skovvejen, der ellers overvejende bestod af relativt små huse, opførte ingeniør Ove Christensen i 1935-36 »Klintegården«, et bygningskompleks, der med sit internationalt funktionalistiske formsprog karakteriseredes som »et af nutidens mest moderne boligkomplekser, der på afgørende måde adskiller sig fra almindeligt boligbyggeri, både hvad angår selve det byggetekniske og den gennemførte service, der er etableret for lejerne«. Bygningerne blev opført helt i jernbeton og blev udstyret med en lang række moderne faciliteter, der var meget usædvanlige for den tid, dels til den enkelte bolig og dels til fælles afbenyttelse. Bl.a. etableredes to store børnestuer, store legepladser, køkken og spisestue til 24 personer, pension, hvorfra lejerne »for en rimelig pris kan rekvirere mad«, hushjælp, gæsteværelser, selskabslokaler, billardsaloner samt vinterhave og åbne tagterrasser med udsigt over vandet.

31. december 2013 / Af Kasper Egeberg

Sidst opdateret d. 22. januar 2014

}