Dansk Arkitekturguide

Arne Jacobsens eget hus - Klampenborg

Ejendommen indgår i rækkehusbebyggelsen Søholm, syd for Bellavista ved Strandvejen i Klampenborg.

Husrækken er anlagt i forskudt plan og med bygningsenhederne hver især adskilt med en mellembygning, hvorved det enkelte hus markerer sig som en selvstændig, tredimensionel komposition i helheden. Bebyggelsen er opført i 1945-1953 i tre etaper med hver sin hustype, alle efter tegning af Arne Jacobsen.

Huset er opført som privatbolig og tegnestue for Arne Jacobsen. Han flyttede hertil i 1951 og boede og arbejdede her indtil sin død i 1971.
Arne Jacobsen(1902-1971) markerede sig stærkt og personligt i dansk arkitektur og design igennem sine mange forskelligartede arbejder fra bygningsopgaver til møbler og brugskunst. Bellavista, Bellevue Teateret og Bellevue Badet i Klampenborg var sammen med de 18 rækkehuse i komplekset Søholm med til at sikre Arne Jacobsens internationale gennembrud.

31. december 2013 / Af Kasper Egeberg

Sidst opdateret d. 22. januar 2014

}