Dansk Arkitekturguide

Københavns Rådhus

Arkitekten ønskede en bygning, som var monumental og repræsentativ men samtidig uformel og folkelig. I hovedformen står bygningen i gæld til rådhuset i Siena (Italien), men den rummer også en betydelig selvstændig værdi som nationalromantik med et opbud af det allerbedste byggehåndværk, som datiden kunne præstere. Rådhuset er opført i massivt murværk på granitkvadersokkel. Murtykkelsen aftager dog opefter, så eksempelvis tårnets nederst har en tykkelse på 10 sten, der øverst er reduceret til 5. Murværket har røde blødtstrøgne sten i krydsforbandt med skrabefuger. Rundt omkring på facaderne optræder mange indslag af mønstermurværk eksempelvis hovedindgangens indramning med teglsten muret på fladen. På granitsoklernes hjørner er indbyggede stenbænke med brædtspil ridset i sædet. Sådanne finurligheder og godt håndværk har siden opførelsen gjort rådhuset elsket af både borgere og brugere.

31. december 2013 / Af Kasper Egeberg

Sidst opdateret d. 22. januar 2014

}