Material World

Politiken gav udstillingen 5 hjerter og skriver: "det er blevet en af de mest interessante og substantielle udstillinger i lang tid i arkitekturcenteret." I udstillingen MATERIAL WORLD byder vi indenfor i materialernes verden og viser, hvordan nye måder at anvende materialer på er med til at udvikle og forny arkitekturen med nye overflader, nye udtryk, nye oplevelser.

Udstillingsperiode 30. marts 2012 - 5. juni 2012
 

- fra materialer til ny arkitektur

30. marts - 5. juni 2012 i Dansk Arkitektur Center

 

Fem ud af seks hjerter i Politiken:
"Det er en mærkelig fornemmelse at stå med et stykke træ i hånden, man lige har bøjet, og opleve, at det ikke straks springer tilbage i sin oprindelige form, men bevarer bøjningen, som var det ståltråd. Eller at holde en massiv betonplade op mod en lyskilde og se lyset trænge igennem.... Det er nogle af de vaneudfordrende oplevelser, jeg får, mens jeg begærligt og undrende går rundt på udstillingen ' Material World' på Dansk Arkitektur Center og rører og piller ved det hele.

 ...det er blevet en af de mest interessante og substantielle udstillinger i lang tid i arkitekturcenteret."

- Karsten Ifversen, Kultur, side 16, 4. april 2012

Alucobond_220.jpg

MaterialWorld_220.jpg

 

I udstillingen MATERIAL WORLD  i Dansk Arkitektur Center byder vi indenfor i materialernes verden og viser, hvordan nye måder at anvende materialer på er med til at sikre en bæredygtig udvikling inden for byggeriet og udvikle og forny arkitekturen med nye overflader, nye udtryk, nye oplevelser.

"Selvpudsende" glas på facaderne af 500 meter høje bygninger koster færre menneskeliv og sparer penge. Hule plastikkugler i betonelementer mindsker brugen af beton og transportomkostninger. Og nye typer isolering sparer milliarder på verdens samlede energiregning og nedsætter dermed klodens CO2-udslip.

Udstillingen Material World viser, hvordan arbejdet med og udviklingen af materialer bidrager til øget bæredygtighed inden for byggeriet og til nye konstruktioner, udtryk og oplevelser i arkitekturen.

Menneskets evne til konstant at bruge eksisterende materialer på nye måder og samtidig skabe helt nye materialer har været afgørende for, hvordan arkitekturen gennem tiderne har skiftet form, udtryk og stil. Eksempelvis var det udviklingen af et nyt bygningsstål, der i slutning af 1800-tallet gjorde det muligt at bygge Eiffeltårnet i Paris og verdens første skyskrabere i USA, ligesom det var udviklingen af præfabrikerede betonelementer, der i efterkrigstiden gjorde det muligt på kort tid at bygge millioner af huse og etageejendomme i Europa. 

I dag er forskning og udvikling inden for nye materialer blevet en kompleks videnskab, der har fokus på økonomisk, ressourcemæssig og miljømæssig bæredygtighed.

Gå på opdagelse i materialerne
I udstillingen kan man se, røre og udforske 100 forskellige materialers kvaliteter og egenskaber inden for fem kategorier: stærke, lette, grønne, smarte og transparente materialer.

Derudover kan man se nærmere på 12 af materialerne i bygningsudsnit i virkelig størrelse og få fortællingen om nogle af de danske og internationale bygningsværker, som materialerne har været med til at muliggøre, herunder f.eks. Elbphilharmonien i Hamburg, Hellig Kors Kirke i Jyllinge og forskningsstationen Halley VI i Antarktis. Se seks udvalgte cases fra udstillingen her

Material-world-e-katalog

Se e-kataloget "From Materials to New Architecture" fra 3XN

 

 



Få dit eget "materialebibliotek"

Beskrivelserne af de 100 materialer samt fortællingen om de 12 bygningsværker indgår i udstillingens katalog. Her er alle materialedata samlet på hvert sit materialekort, samlet i en praktisk opbevaringsboks, der kan fungere som opslagsværk eller inspirationskatalog. Her kan du læse om materialernes egenskaber og tekniske data samt eksempler på deres anvendelse. 

Omvisninger i udstillingen
Der er gratis omvisning kl. 12 på søndage og helligdage. Ønskes omvisninger på andre dage, kan de bookes på tourbooking@dac.dk eller +45 2096 9342 mandag, onsdag og fredag kl. 9-14.


Material World er udviklet af Dansk Arkitektur Center i samarbejde med den danske arkitektvirksomhed 3XNs udviklingsafdeling GXN. Udstillingen er realiseret med sparring fra en række strategiske samarbejdspartnere og materialeproducenter, der har bidraget med enten viden eller mock ups og materialeprøver.

Udstillingen er støttet af Realdania.

Udstillingens katalog er støttet af Dreyers Fond og Bergia Fonden.


OPLEV OGSÅ

hellomaterials_thumb.jpgSamtidig med udstillingen Material World viser Dansk Design Center udstillingen 'Hello Materials', der udforsker de nye materialer - og den nye brug af "gamle" materialer. Udstillingen fortæller nogle få af de mange fascinerende historier om nutidens og fremtidens materialer - og giver et lillebitte indblik i, hvad de vil betyde for samfundet og for det enkelte menneske.

Udstillingen kan ses fra den 2. april - 10. juni 2012.


Læs mere om udstillingen Hello Materials i Dansk Design Center

Se udstillingen til halv pris
Køber du billet til enten Material World eller Hello Materials kan du indløse billet til den anden udstilling til halv pris. Vis blot din kvittering.

Sidst opdateret d. 21. januar 2014

}